Kursfest for bankaktionærer lakker snart mod enden

Bankaktier har været en guldrandet investering igennem flere år, men nu viser de svaghedstegn. En del bankaktier har givet negativt afkast i år.

I USA er bankaktierne trykket af frygt for tab på boligmarkedet, og en lignende udvikling kan ske i Danmark med et stigende renteniveau. Foto: JB Reed/Bloomberg News Fold sammen
Læs mere
17 af fondsbørsen 45 bankaktier er faldet i kurs i år. Det kan være første tegn på, at kursfesten for de danske bankaktionærer er ved at være forbi efter flere år med eventyrlige afkast.

Sæsonen for halvårsregnskaber begynder for alvor i næste uge, når Danske Bank frigiver tal for udviklingen i første halvår.

I første halvår er det gået hårdest ud over aktionærerne i den lille Bonusbanken, der har fået kurssmæk på over 10 procent i år. På de efterfølgende pladser følger Max Bank og Roskilde Bank, der begge er eksponeret mod det overophedede boligmarked i hovedstadsområdet. Danske Bank har også leveret et pauvert resultat til sine ejere.

I USA er bankaktier hårdt ramt af frygt for, at der er en masse boligejere, der ikke er i stand til at betale afdrag på deres boliglån. Og forleden blev den første europæiske bank ramt af uroen, der udspringer af de såkaldte subprime-lån, der dækker over lån til ikke så kreditværdige kunder.

IKB Deutsche Industribank, der formidler lån til mellemstore virksomheder, fortalte offentligheden, at investeringer i finansielle instrumenter, der understøtter subprime-lån i USA var faldet i værdi, og det nu var en trussel mod bankens kreditværdighed.

Krisen for de såkaldte subprime-lån har ramt bankaktier i hele verden – også i Danmark, selv om det ikke umiddelbart påvirker de danske bankers indtjening.

»Den frygt, vi ser i relation til de såkaldte subprime-lån er primært relateret til USA. Med den stigende rente kan nogle af de samme faktorer komme til at udspille sig herhjemme, men det er ikke noget, vi i øjeblikket behøver at være voldsomt bekymret for. Økonomien i Danmark og i de øvrige skandinaviske lande er fortsat fornuftig,« siger aktiechef Janne Kjær fra investeringsforeningen Egns-Invest.

Lav ledighed en garant
Hun tror ikke på markant faldende huspriser, og den lave arbejdsløshed er også en slags garanti mod tab i bankerne.

»2006 var et godt år for bankaktierne, særligt de mindre regionale banker, der steg ekstremt meget og derfor ser dyre ud i forhold til de store banker. Der ville jeg være lidt påpasselig,« siger Janne Kjær.

Hun mener, at kursudviklingen blandt flere af de store skandinaviske banker har været drevet af spekulation i opkøb og fusioner. Danske Bank er undtagelsen, da det ikke anses for sandsynligt, at den bank bliver købt af en anden, og det kan være en af årsagerne til, at Danske Banks aktie har klaret sig dårligt, selv om banken leverer gode resultater.

21-23 mia. i overskud
»Udsigterne for andet halvår ser mere udfordrende ud. Det store spørgsmål er, om den volatilitet, vi allerede har set i det amerikanske subprime-marked og tegn på faldende appetit på kreditrisiko og belåning blandt investorer, er indikatorer på højere kreditudgifter for industrien og en mulig nedgang i indtægtskilderne,« siger analytiker Michelle Brennan fra kreditvurderingsinstituttet Standard & Poor’s i en kommentar forud for halvårsregnskaberne fra de store banker i Europa.

I Danmark har kun et begrænset antal banker endnu offentliggjort halvårsregnskab. Danske Bank offentliggør sit regnskab torsdag i næste uge, og i den efterfølgende periode kommer der bankregnskaber i en lind strøm.

Ifølge bankeksperten Bjarne Jensen fra Bjarne Jensen Consult er der udsigt til rimeligt gode regnskaber, selv om den mindre aktivitet på boligmarkedet måske skærer toppen af overskuddene. Bjarne Jensen forventer, at den danske banksektor som helhed har haft et overskud før skat på mellem 21 og 23 milliarder kroner i første halvår. Nordea og Danske Bank ventes at stå for ca. 60 procent af det samlede overskuddet.