Kun begrænset plads til lavere EU-renter

Den fortsatte recession og en meget lav inflation vil få ECB til at nedsætte renten med yderligere 50 basispoint i marts.

Men der er kun begrænset plads til yderligere lavere renter i Europa. Det er vurderingen hos Danske Banks senioranalytiker-trekløver Peter Possing Andersen, Signe Roed-Frederiksen og Jesper Fischer-Nielsen.

En 50 pct.points reduktion vil bringe ECB's styrende rente ned på 1,5 pct., og det er allerede nu indregnet i markedet.

- Vi vurderer derfor, at der nu er begrænset plads til lavere renter i Europa. Mens risikoen fortsat er nedad på den helt korte bane, venter vi generelt, at rentemarkedet i Europa vil bevæge sig sidelæns de næste tre til seks måneder, skriver analytikerne.

I USA har Federal Reserve så godt som udtømt mulighederne og ventes at fastholde renten på 0-0,25 pct. i lang tid samtidig med den kvantitative lempelse af pengepolitikken fortsættes f.eks. via opkøb af kreditpapirer i den lange ende af kurven.

- Generelt venter vi, at renterne vil handle sidelæns, men med relativt store udsving på tre måneders sigt. Hen over foråret ventes en vending rentemarkedet i takt med, at økonomien stabiliserer sig, og udsigterne bedres.

Danske Bank peger på, at den amerikanske økonomi på nuværende tidspunkt er i frit fald med nedbrud i kreditmarkedet, nedtur på aktiemarkedet og faldende huspriser samt hastigt stigende ledighed. Og i Europa er det ikke meget bedre med stramning af kreditgivningen, stigende problemer på boligmarkederne samt kraftig opbremsning i eksporten som følge af den globale afmatning.

Analytikernes vurdering lyder på et "blødt opsving" i USA i andet halvår som følge af finanspolitiske lempelser, den lave inflation som støtter de reale indkomster, samt et bedre gennemslag fra pengepolitikken i takt med bedring i det finansielle system.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )