Kreditkrisen på vej med andenrunde effekter - Handelsbanken

Den såkaldte subprimekrise, som i sommers ramte de finansielle markeder, kan fortsætte med at trække sine negative spor et godt stykke ind i det nye år. Årsagen skal finde hos de amerikanske obligationsgaranter, som i denne uge er løbet ind i en sand strøm af dårlige nyheder.

Kreditvurderingsinstituttet Standard & Poor´s sænkede onsdag sin rating på ACA Financial Guaranty til junkstatus CCC, idet selskabet ikke har tilstrækkelige mængder af kapital til at matche de garantier der er udstedt.

Torsdag var det så den største spiller på markedet, amerikanske MBIA, som kom i kløerne hos kreditvurderingsinstituttet Fitch Ratings, der advarede om, at ratingen eventuelt vil blive sænket for selskabet, med mindre der fremskaffes omkring en milliard dollar indenfor seks uger.

- Nyheden om MBIA, som med 652 mia. dollar er den absolut største af de amerikanske obligationsgaranter, er blot en bekræftelse på, at alle i branchen løber rundt med de samme problemer, udtalte seniorøkonom hos Handelsbanken, Rasmus Gudum-Sessingö, til RB-Børsen.

De amerikanske investeringsbanker har ellers været flittige til at nedskrive tab på kreditkrisen i både tredje og nu også i fjerde kvartal, men det ser ud som om, at anden bølge kan være på vej når bankerne åbner op for bøgerne i det nye år.

- De amerikanske investeringsbanker har nedskrevet store tab i år og eksponeringen på de dårlige obligationslån er i følge investeringsbankerne ikke synderlig stor fremadrettet, med det store spørgsmål bliver, hvorvidt problemerne fra første runde af kreditkrisen spreder sig til andre obligationsklasser eksempelvis gennem nedjustering kreditkvaliteten blandt de obligationsgaranterende institutter. Hvis det bliver tilfældet er det en meget større cirkulerende mængde af aktiver som står over for nedskrivninger, hvilket yderligere øger risikoen for at krisen for alvor kan sprede sig til den overordnede økonomi, påpeger Rasmus Gudum-Sessingö.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )