Kongetal sendte renter på retræte

Ganske som ventet blev offentliggørelsen af den amerikanske jobrapport fredagens hovedbegivenhed på obligationsmarkedet.

Læs mere
Fold sammen
Og mens der hele dagen frem imod rapportens offentliggørelse var rentestigninger i Danmark og resten af Europa, så ændrede billedet sig, da klokken slog 14.30 og nøgletallene kom frem i lyset.

Renten på den toneangivende 10-årige danske statsobligation lå umiddelbart inden jobrapporten på 1,85 pct., men faldt hurtigt tilbage med omkring 5 basispoint og endte dagen på 1,77 pct. Det svarer til et lille rentefald på to basispoint sammenlignet med torsdagens lukkeniveau.

Også i Tyskland og Frankrig var der udsigt til rentehop, men ligesom den danske rente fortrak sig, gjorde også den tyske og den franske.

Den amerikanske jobrapport har traditionelt set stor effekt på markederne, og det var altså også tilfældet fredag. Antallet af nye job uden for landbruget landede i juli skuffende på 162.000, hvor der ifølge Bloomberg News var ventet 185.000 nye job. De nye job blev hovedsageligt skabt inden for det private. Omvendt lå arbejdsløsheden i juli en anelse lavere end ventet på 7,4 pct.

Det er netop arbejdsløshedsprocenten, som den amerikanske centralbank skæver til, når den skal vurdere, hvornår de pengepolitiske lempelser skal udfases. I øjeblikket er markedskonsensus, at det vil ske i september.