Kølige kinesiske tal dæmper europæiske kurser

Næsten alle europæiske indeks falder onsdag efter skidt nyt fra Kina, hvor både importen og eksporten skuffede markant i juni. Faldene er udbredte, men små.

Det brede Stoxx Europe 600-indeks falder 0,2 pct., mens de tunge indeks i England, Frankrig og Tyskland dykker 0,3 pct. De spanske og italienske indeks falder med omkring 1,2 pct. på den øgede risikoaversion samt det faktum, at Italiens kreditvurdering er blevet sænket hos kreditvurderingsinstituttet S&P.

Tungest på markedets skuldre vejer dog et sæt ualmindeligt dårlige tal fra den kinesiske import og eksport for juni. Eksporten faldt 3,1 pct. år til år mens importen faldt 0,7 pct. Markedet ventede ifølge Bloomberg stigninger på henholdsvis 3,7 og 6 pct.

»Kinas handelstal viste uventede fald i både importen og eksporten, hvilket bærer yderligere brænde til bekymringen for, at nedturen for den kinesiske økonomi bliver mere og mere intens grundet svaghed i både indenlandsk og udenlandsk efterspørgsel. Dette vil teste, hvor meget midlertidig svaghed regeringen er parat til at tolerere for at nå sine langsigtede økonomiske mål,« siger investeringschef hos Coutts & Co. Gary Dugan til Bloomberg News.

De dårlige nyheder har skabt en generel retræte i Europa, hvor 447 ud af Stoxx Europe 600's medlemmer falder.

I den positive ende af indekset stiger Burberry med 3,6 pct. til 1492 pence efter positive tal fra selskabets første kvartal hjulpet af en succesfuld forårskollektion. Også Fiat stiger, her med 2,6 pct. til 5,74 euro, efter at man natten til onsdag meldte om stor efterspørgsel på en obligationsudstedelse på 850 mio. euro.

Værre går det for britiske ICAP, der laver transaktioner mellem banker. ICAP falder 7,8 pct. til 368,90 pence efter sin kvartalsopdatering, der viste, at omsætningen er steget med 2 pct. år til år.

Tyske K S falder 4,1 pct. til 27,145 euro, efter at UBS har sænket sin anbefaling til »sælg« af aktien.

/ritzau/FINANS