Klumme: Efter bedste januar for aktier i 30 år – hvad nu?

Der er ikke meget data eller sprængfarlige begivenheder i næste uge, så det bliver formentligt investorernes humør og prominente regnskaber, der kommer til at diktere aktiemarkederne.

Det var en spændende uge på finansmarkederne. Den amerikanske centralbank gav efter og agerede redningsplanke for aktier globalt. Foto: Johannes Eisele/AFP/Ritzau Scanpix  Fold sammen
Læs mere

Aktiemarkedet fik en forrygende start på 2019, og verden over scorede indeks historiske gevinster. Med en stigning på næsten otte pct. havde det amerikanske S&P 500-indeks den bedste januar siden 1987, mens Danmarks eliteindeks steg 4,1 pct.

Selskab Kurs Ændr. %

Den fine start på året er helt i tråd med analytikernes forventninger til 2019, der i overvejende grad pegede på fem-ti pcrocentsstigninger på globale aktier. Spørgsmålet er nu om hele gevinsten for 2019 så kom på én gang, og resten af året derfor bliver en kedelig fornøjelse uden de store stigninger.

Der er selvfølgelig en række kendte begivenheder, der vil være med til at diktere, om det går op eller ned den kommende tid. Efter den amerikanske centralbank, Fed, gav efter og affandt sig med at agere redningsplanke for aktiemarkedet, er handelskrigen mellem USA og Kina det allervigtigste på kort sigt. Trump mødtes med højtprofilerede embedsmænd i Washington i den forgangne uge, og begge sider gav udtryk for, at der er blevet gjort store fremskridt for at forhindre mere straftold på hinandens varer. Næste skridt er, at Trumps handelsdelegation tager til Kina i midtfebruar, hvorefter Trump himself og præsident Xi Jinping vil mødes for at lukke den endelige aftale. Sker det, vil der formentligt komme jubelråb på aktiemarkedet.

Ud over de økonomiske og geopolitiske begivenheder er der også flere tekniske måleinstrumenter, der kan bruges som en strømpil for markedets næste træk. Her i Børsbarometeret har vi før henvist til Bank of Americas Bull & Bear-indikator, der i starten af januar udløste sit første købssignal i over to år. Det viste sig at være et godt kald, og aktierne er stort set steget lige siden. Samme indikator har i denne uge rykket sig væk fra det stærke købssignal, men indikerer stadig, at opsvinget kan fortsætte lidt endnu. Bank of America forudsiger, at resten af første kvartal byder på upside for aktier og downside for volatilitet. Win-win.

En anden kendt måler peger dog på, at man som investor skal overveje at være lidt mere forsigtig. Relative Strength Indekset, kendt som RSI, er en såkaldt ledende indikator, hvor en værdi over 70 antyder, at et indeks er overkøbt og en nedtur står for døren, mens en værdi under 30 betyder, at det er oversolgt, og der formentligt snart kommer et opsving. RSI bliver ofte fulgt af aktiestrateger som et af flere redskaber til at forudsige de næste store aktiebevægelser.

I denne uge er RSI for det amerikanske S&P 500 indeks steget til 64, mens det for det danske OMXC25 er kravlet op til 59. For emerging markets er RSI-indikatoren imidlertid hoppet helt op til 75, hvilket kan ses som et salgsvarsel. Det, sammen en andre svage tal fra regionen, har de også opdaget ovre hos Nordea, hvor de i deres netop opdaterede aktiestrategi tager profit på deres emerging market investeringer og nedgraderer anbefalingen til neutral fra overvægt.

Efter nogle hæsblæsende dage med (mere) Brexit-ballade, handelsdiskussioner og deprimerende nøgletal for Europa, står næste uge til at blive mere stille. Derfor er det formentligt regnskaber, der kommer til at stjæle det meste af opmærksomheden, både i Danmark og i USA. På hjemmebanen hører vi blandt andet fra Carlsberg, Vestas Wind Systems, Pandora og Lundbeck, mens mastodonter som Google-ejeren Alphabet, Disney og Eli Lilly kommer med regnskaber på den anden side af Atlanten.

Tre ting, jeg snakkede jeg med mine aktiekilder om i denne uge:

De gule veste i Frankrig skaber investeringsmuligheder
De Gule Veste i Frankrig har fremhævet franskmændenes modstand mod landets politiske elite og gjort det næsten umuligt for præsident Emmanuel Macron at gennemføre hårdt tiltrængte reformer. Det betyder, at han får svært ved at håndtere landets bugnede gældsbyrde, hvilket i værste fald kan bringe Europas tredjestørste økonomi i knæ og hive dets finansmarkeder ned med sig, siger Alan Higgins, investeringschef i den britiske privatbank Coutts. Men der er en upside til det – hvis det sker, åbner det nemlig en gylden mulighed for at gøre et kup i franske aktier og obligationer, ifølge Higgins.

Mørke skyer truer over Europas økonomi
Det var generelt en rigtig nedslående uge for Europas økonomi. De seneste nøgletal viste, at Italien er faldet ned i en teknisk recession og Tysklands afgørende fremstillingssektor skrumpede for første gang i fire år i januar. Det blev alt sammen for meget for UBS, der fredag nedjusterede sin BNP 2019 prognose for eurozonen til 1,1 pct. fra 1,6 pct. tidligere. For de enkelte lande, lavede UBS de største nedjusteringer for Tyskland, Frankrig og Italien.

Danske Bank overskud dykker med seks mia. kroner – men aktien jubler
Helt som ventet – og som konsekvens af hvidvaskskandalen – svandt Danske Banks overskud ind med seks mia. kroner i 2018, men det var ikke noget der satte sit præg på aktien. Tværtimod var den oppe over fem pct. i løbet af fredagens handel, og blandt de stærkeste aktier i C25. Det bliver primært forklaret ved, at der var ikke flere ubehagelige overraskelser om hvidvask, hvilket affødte et lettelsens suk blandt investorer. Blandt analytikere der dækker aktien, har 13 en købsanbefaling, 12 er neutrale, mens fire anbefaler at sælge ifølge Bloombergs data.