Kinas krisestyring bliver afgørende

Finansmarkederne ser ud til at have genvundet fatningen oven på det, som et kort øjeblik lignede begyndelsen til et krak, et finansielt sammenbrud udløst af smældet fra en bristende kinesisk aktieboble.

Foto: ROLEX DELA PENA

Krakket ser ud til at være sat på pause, og fredag blev begivenhederne sat i relief af en ny prognose fra Moody's, den første efter de kraftige kinesiske kursfald: Vækstprognosen for Kina næste år bliver nedjusteret - men ikke mere end fra 6,5 til 6,3 procents vækst. Moody's forklarer, at væksten i  både eksport, investeringer og beskæftigelse er under  opbremsning. Der er altså ingen krise i kinesisk økonomi, men det rasende væksttempo tager af.

Det er ikke en ny foreteelse. Et blik på grafen  viser, at den langsigtede trend har været nedadgående siden 2007 - og måske i virkeligheden siden begyndelsen af 1990erne. Det er en myte, at kinesisk økonomi indtil for et øjeblik siden tordnede af sted med tocifrede vækstrater; man skal faktisk 20 år tilbage for at finde en længere årrække med vækstprocenter over 10. En vækst på 6,5 procent er heller ikke lav, når man tager i betragtning, at befolkningstilvæksten ikke er meget større end i Danmark, og at massevandringen fra land til by tager af. Kina er på vej ind i en "ny normal", konstaterede IMF tidligere på måneden; væksten vil fremover i højere grad være forbrugsdrevet, og det bliver "en langsommere, men sikrere og mere bæredygtig vækst".

Fredag eftermiddag udsendte både Danske Banks og Jyske Banks makroøkonomer nye vurderinger af situationen, og ingen af dem venter andet end en fortsat blød opbremsning i Kinas vækst. Ingen af dem tror, at opbremsningen vil skade verdensøkonomien særlig meget.

Det er så udgangspunktet, men forløbet kan blive et andet, hvis de kinesiske myndigheder håndterer situationen forkert. Foreløbig er kommentatorerne ikke imponerede af den kinesiske krisestyring. Der blev reageret lidt sent og lidt spredt.

Det værste er måske, at der reageres inkonsistent. Kineserne så at sige både gasser op og træder på bremsen, samtidig.

Den kinesiske centralbank har sænket sin indlånsrente med 0,25 procent til 1,75 procent; den femte rentesænkning siden november, og den syvende siden 2012.

Samtidig har man reduceret kravet til, hvad forretningsbankerne skal deponere i centralbanken; deponeringskravet er nu nede på, hvor det var i november 2010, da man var i gang med at ryste finanskrisen af sig.

Problemet er bare, at den kinesiske ledelse også gør en tredje ting, nemlig at løfte valutakursen. For 14 dage siden lod man ganske vist yuan'en falde tre procent, men nu begynder man at trække den op igen; så sent som fredag satte man sit kurs-pejlemærke, referencekursen, op med 0,15 procent. De seneste dage har centralbanken købt yuan og solgt dollar, og det betyder jo grundlæggende, at man opsuger og tilintetgør likviditet - altså nøjagtigt det modsatte af det, man har prøvet at opnå med rentesænkningen og sænkningen af deponeringskravet.

Forklaringen er, at man også gerne vil bremse kapitalflugten - ingen investorer bryder sig om valutatab - men det ændrer ikke på virkningen: Pengepolitikken bliver strammet. Og det på et tidspunkt, hvor man stadig kan argumentere for, at yuan'en er overvurderet; den effektive  reale valutakurs er ifølge Verdensbanken steget 41 procent fra 2005 til 2014.

Samtidig er det ikke fordi finanspolitikken er overvættes slap: Man budgetterer med et underskud i år på 2,3 procent.

Og hvad betyder det så alt sammen for os? Økonomerne venter som sagt ingen jordrystelser. USAs eksport til Kina er beskeden i forhold til BNP, og da Kinas opbremsning også giver lavere råvarepriser, er den samlede virkning endnu mindre.. Tyskland er langt mere udsat, men heller ikke her aftager Kina mere end 6,6 procent af eksporten. Det er det samme som Holland.

Men det er ikke hele historien, for europæisk erhvervsliv er langt mere globaliseret end europæisk økonomi. Et enkelt eksempel:  Volkswagen, Tysklands største industrikoncern,  henter i dag over en tredjedel af sit driftsresultat i Kina.

TV: Kinas forbrug sætter den globale dagsorden