Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Tilbage i 1959 dvælede John F. Kennedy i en af sine mindeværdige taler ved det kinesiske ord wēijī, der ifølge den amerikanske præsident både kunne fungere dække over begreberne »mulighed« og »fare«.
Diverse lingvistiske eksperter har siden korrekset den nu afdøde præsident for at forsimple brugen af wēijī, men det synes alligevel fristende at gentage i dag - i 2016 - på et tidspunkt, hvor den kinesiske økonomi netop synes at rumme de to modrettede scenarier: Der er muligheder, men der er bestemt også farer.
Mens markederne herhjemme og i resten af Europa har været på en regulær dykkertur den seneste uge, har der været temmelig stille om Kina, hvor børsen har holdt lukket i anledning af det kinesiske nytår.
Det gode spørgsmål synes derfor at være, hvad vi kan forvente, når den kinesiske børs åbner for handel mandag morgen?
Jacob Graven, cheføkonom i Sydbank, kalder det »vanskeligt« at spå om Kina.
»Man ved aldrig rigtig, hvad der kommer ud fra Kina. Men der er ingen tvivl om, at det kan skubbe til usikkerheden i et i forvejen meget nervøst marked, hvis man åbner med et fald« siger Jakob Graven og fastslår, at det kan blive afgørende, om der kommer meldinger fra politisk hold eller fra centralbanken i Kina henover weekenden.
Til gengæld kommer der også handelstal fra Kina mandag morgen, og her ligger det andet ben i wēijī, nemlig muligheden.
»Hvis de ser pæne ud, så kunne det få en positiv effekt,« siger Jacob Graven, der dog forventer, at de kinesiske markeder vil følge trenden og åbne negativt op.
Hos Nordea ser chefstrateg Tine Choi ligeledes pessimistisk på de kinesiske markeder.
»Jeg forventer flere rystelser. Kina er blevet udpeget som en af de store risikofaktorer i den globale økonomi lige nu, og det vil de kinesiske investorer sandsynligvis tage til sig og dermed sende aktierne ned. Det kan give rystelser verden over« siger Tine Choi.
Der har været spekuleret i, at Kina vil gå så vidt som til at devaluere sin valuta, men det regner Tine Choi for usandsynligt.