KFX vendte til minus efter nøgletal

Læs mere
Fold sammen
Det var jobstatisitk, der skuffede markedet, idet verdens største økonomi i februar blot skabte 21.000 nye arbejdspladser,

mens økonomerne havde ventet en jobskabelse på 130.000.



KFX-indekset lukkede 0,64 point (0,23 pct.) lavere i 279,35

men var i løbet af dagen oppe at runde 281,98 før nøgletallene fra USA. Investorerne kan dog se tilbage på

en god uge, idet indekset er steget fra niveau 275,94. KBX-indekset faldt 0,45 point (0,19 pct.) til 240,82.



Group 4 Falck bekræftede

fredag presseforlydender og en pressemeddelelse fra Geo Group om, at koncernen har modtaget et tilbud på 200 mio. pund (2,2

mia. kr.) på fængsels-aktiviteterne, Global Solutions, fra Geo Group. I meddelelsen fra Falck understreger koncernen,

at Geo-tilbuddet ikke står alene. Aktien steg 2,5 kr. til kurs 167,50.



Novo Nordisk trak med et fald på 5,5 kr. til

kurs 286 derimod mest ned i KFX-indekset (0,7 point) efter en fremgang på 12 torsdag. Aktien, som i løbet af dagen var

oppe at runde 296,5 kr., var formentlig tynget af udviklingen på valutamarkedet, hvor euroen som følge af de svage nøgletal fra

USA styrkedes markant til 1,2400 dollar fra 1,2180 dollar torsdag. Lundbeck steg dog 0,5 kr. til kurs 123,50.



Blandt sidepapirerne

steg FLS Industries yderligere 6 kr. (9 pct.) til kurs 62 - dagens største relative stigning - efter et plus på 1 kr. torsdag,

da selskabet i forbindelse med offentliggørelsen af et milliardunderskud for 2003 meddelte, at det vil skille sig af med Aalborg Portland

og Unicon.



Potagua, der ejer godt 45 pct. af kapitalen i FLS Industries og 62 pct. af stemmerne, steg 5 kr. til kurs 83.



Endvidere

nåede Bavarian Nordic med en stigning på 13 kr. til kurs 328 det højeste niveau nogensinde. Biotekselskabet offentliggjorde

torsdag det første positivt resultat før skat nogensinde. Neurosearch, som ejer 6,5 pct. af aktierne i Bavarian Nordic,

lå med en stigning på 9 kr. til kurs 200 ligeledes højt på listen over dagens største relative stigninger.



Funki

anmeldte fredag betalingsstandsning, da værdiansættelsen af selskabets aktiviteter medfører, at aktiekapitalen

må anses for værende tabt. Selskabet meddelte endvidere, at det har indgået en betinget aftale om at sælge

datterselskabet Funki Tech for 23 mio. kr.



På baggrund af salget og betalingsstandsningen blev handelen med selskabets

aktier og konvertible obligationer på fondsbørsen suspenderet efter selskabets egen anmodning. Funki blev senest handlet

torsdag i kurs 7.



RB-Børsen