KFX-plus smuldrede efter dollarfald

Det danske aktiemarked lukkede torsdag næsten uændret, da et plus i KFX-indekset hen på eftermiddagen smuldrede i takt med en svækkelse af dollaren til det svageste niveau mod kronen siden 1996. Det var dagen derpå for Lundbeck, der tabte næsten halvdelen af onsdagens gevinst på 9,7 pct. SAS var derimod blandt de positive islæt.

KFX-indekset, var i løbet af dagen oppe at runde det højeste niveau siden august 2001 på indeks 287,30, men en svækkelse af dollaren til 5,51 kr. fra 5,55 kr. satte efterfølgende markedet under pres, og dagen endte med en stigning på blot 0,09 point til 286,39.

Danske Bank understøttede markedet med en stigning på 2 kr. til kurs 166. Bankens afdeling i London har solgt en 15,9 mia. kr. stor låneportefølje til den britiske storbank Lloyds TSB Group. Dagens største relative fremgang i KFX-regi tilfaldt dog Novozymes, der steg yderligere 5,5 kr. (2 pct.) kurs 283,5 efter en stigning på 13 kr. onsdag.

Derimod faldt Lundbeck 5 kr. til kurs 122,5 efter et stort plus på 11,25 kr. Investorerne hjemtog ligeledes noget profit i Københavns Lufthavne, der faldt 16 kr. til kurs 1154, efter at aktien onsdag satte rekord.

Blandt sidepapirerne sværmede investorerne om SAS, der steg hele 3,4 kr. til kurs 51,5 det højeste niveau i et halvt år efter de seneste dages fald i oliepriserne. En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, på februar-kontrakt er i ugens løb faldet knap 3 dollar til 40,70 dollar. SAS er samtidig også et af de få selskaber, der tjener på nedturen for dollaren.

TK Development steg desuden yderligere 0,8 kr. til kurs 27,7, og aktien er dermed blevet 85 pct. mere værd siden tirsdag i sidste uge. Selskabet har de seneste otte dage solgt tre butikscentre i Østeuropa - senest i Polen, hvor et endnu ikke færdigbygget center er afhændet for 49 mio. euro (364 mio. kr.).

Dagens største relative fremgang tilfaldt dog Århus Elite (selskabet bag fodboldklubben AGF) der har fået tilført tilstrækkelig stor ansvarlig lånekapital til, at klubben igen kan indgå nye spillerkontrakter. AGF var efter godkendelsen hurtig på aftrækkeren og præsenterede efterfølgende nogle nye spillere - bl.a. svenskeren Tobias Grahn. Aktien steg 1,25 kr. (16 pct.) til kurs 9.

Svækkelsen af dollar bidrog torsdag til en positiv stemning på det europæiske obligationsmarked - herunder på det danske, hvor den toneangivende, tiårige, danske statsobligation, 4-15''eren, lukkede 0,35 point højere end onsdag i 102,05 med en rente på 3,76 pct. RB-Børsen