KFX lidt ned - SAS steg 9 pct.

A.P. Møller-aktierne derimod fortsatte fremgangen før fredagens årsregnskab, og investorernes flokkedes om SAS,

der er nået til enighed med fagforeningerne. KFX-indekset endte 1,14 point (0,43 pct.) lavere i 264,90. Danske Bank trak mest

ned med et kursfald på 6,5 kr. til kurs 139, dog efter fragået udbytte på 6,55 kr. pr. aktie. KBX-indekset faldt

1,67 point (0,72 pct.) til 229,35.



A.P. Møller - Mærsks A -og B-aktie sørgede for at holde KFX-indekset oppe -begge

med stigninger på 500 kr. til henholdsvis kurs 45.600 og kurs 47.500. Aktierne steg formentlig på forventninger om et

godt regnskab fredag.



DSV lukkede desuden 0,5 kr. højere i kurs 252,5 efter et fald på 3 kr. tirsdag, da transportselskabet

offentliggjorde et resultat for 2003, der var lidt bedre end ventet, mens forventningerne til indeværende år var en smule

skuffende.



SAS løb dog med opmærksomheden, efter at det lykkedes for flyselskabet at få en aftale i stand

med den sidste personalegrupperne -piloterne. Aftalerne med fagforeningerne er tilstrækkelige til, at spareplanen, Turnaround

2005, opfyldes, vurderer SAS, der skal foretage besparelser for 14 mia. skr. frem til 2005. SAS venter et overskud på 5 mia.

skr. i 2005/2006 - baseres på et fald i den såkaldte yield, som er et udtryk for indtjeningen pr. passager, på cirka

7 pct. i år. Det sagde SAS'' topchef, Jørgen Lindegaard, på et pressemøde. SAS steg 4,5 kr. til kurs 55.



Genmab

lukkede endvidere 0,5 kr. højere i kurs 86. Biotekaktien var en overgang oppe at vende i kurs 91,5, efter at samarbejdspartneren

Amgen tirsdag præsenterede en foreløbig analyse af Genmabs HuMax-IL15 fase II resultater. HuMax-IL15 viser signifikant

effekt sammenlignet med placebo i forsøg mod leddegigt, var meldingen.



Jeudan har købt fire københavnske

ejendomme for 223 mio. kr. herunder entreprenørkoncernen Monberg & Thorsens ejendomme på Oslo Plads. Monberg & Thorsens

ejendomme ved Østerport Station i København er købt for 181 mio. kr. og påvirker Monberg & Thorsens

2004-resultat positivt med 50 mio. kr. Monberg & Thorsen steg 14 kr. til kurs 380, og Jeudan, der fastholdt sine forventninger

til 2004, lukkede 1 kr. højere i kurs 302.



Konkurrencestyrelsen meddelte, at den har godkendt Elsams køb af NESA,

der steg 170 kr. til kurs 7720.



I USA lå Dow Jones Industrial-indekset ved 17-tiden 0,25 pct. lavere end tirsdag, S&P

500-indekset var faldet 0,28 pct., mens Nasdaq-indekset lå 0,19 pct. højere.



RB-Børsen