Keops risikerer erstatningssager

 

Den opsigtsvækkende sag om Eric Rylbergs rolle i ejendomsselskabet Keops kan ende med erstatningskrav fra forsmåede investorer, der investerede i tiltro til Rylbergs gode navn og rygte. Det vurderer professor, doktor jur. Erik Werlauff fra Aalborg Universitet ifølge dagbladet Børsen.

 

.Den tidligere ISS-direktør Eric Rylbergs entre som direktør og del af et ledelsesteam med ansvar for daglig drift løftede i begyndelsen af november Keops-aktien med over 20 pct. - svarende til et hop i markedsværdien på over 800 mio. kr. I forbindelse med årsregnskabet den 14. december 2006 meddelte Keops, at Rylbergs rolle nu var en anden - uden ledelsesansvar og med reference til direktør Karsten Poulsen, der var det andet ben i ledelsesteamet.

 

- Han (Rylberg, red.) frigøres derfor for de daglige ledelsesopgaver, herunder drift, økonomistyring og finansiering, som det blev udtrykt i meddelelsen om årsregnskabet.

 

Denne manøvre blev der i går sat fokus på i Børsen, hvor professor Søren Friis Hansen, Syddansk Universitet, mente, at det er op til Københavns Fondsbørs at vurdere, om Keops har overtrådt sin oplysningsforpligtelse. I dag siger Erik Werlauff:

 

- Oplysningerne om Eric Rylbergs rolle er selvfølgelig kurs- og børsrelevante. Der skal være en særskilt meddelelse - både når han tiltræder og når hans rolle ændres væsentligt. Det går ikke at skjule en meddelelse om hans stilling dybt inde i et årsregnskab.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )