Keops-aktionærer bør tage kontanterne - analytiker

 

Analytiker Michael West Hybholt fra Nordea er ikke et sekund i tvivl om, hvad han vil råde Keops-aktionærer til at tage mod for deres aktier - helt klart kontanter.

 

- Jeg synes man skal tage mod kontanttilbuddet. Jeg tror, at man kan finde nogle andre ejendomsrelaterede aktier end Stodir til en fornuftig pris. Hvis man ser på de niveauer, som ejendommene er bogført til i store dele af Stodirs regnskab, så vil jeg mene, at man kan finde nogen andre ejendomsrelaterede aktier, der er prisfastsat mere fornuftigt, siger Michael West Hybholt til RB-Børsen.

 

Det islandske ejendomsselskab Stodir har tilbudt Keops-aktionærerne, at de frem til udgangen af august kan få ombyttet deres aktier til enten 24 kr. kontant pr. aktier eller 19,23139 nye Stodir-aktier pr. Keops-aktie.

 

I øjeblikket er Stodir et privatejet selskab med i alt 93 aktionærer. De fire største var i starten af juli Baugur med 38,5 pct., 101 Capital med 18,3 pct., Landsbanki med 10,8 pct. og Ingibjörg Stefaniea Palmadottir med 10,4 pct.

 

Planen er at afnotere Keops fra Københavns Fondsbørs, men Stodir planlægger inden for det næste års tid selv at gå på børsen. Det kan dog ikke garantere de Keops-aktionærer, der måtte vælge at modtage Stodir-aktier i stedet for en kontantbetaling for deres aktier i Stodir, at en børsnotering af Stodir rent faktisk gennemføres.

 

- Det er Stodirs hensigt at få sine aktier børsnoteret inden ti måneder efter offentliggørelsen af dette tilbudsdokument, og Stodir foretager på nuværende tidspunkt indledende undersøgelser i den henseende. Der kan dog ikke afgives nogen garanti over for de Keops-aktionærer, der accepterer dette købstilbud mod betaling i nye Stodir-aktier om, at Stodir vil blive børsnoteret, hedder det i købstilbuddet fra Stodir.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )