Keops-aktien dykker efter svag kommunikation

Aktien falder efter nyhed om, at fondsbørsen måske kigger selskabet efter i sømmene i tilfælde af manglende oplysninger til fondsbørsen.

Keops-aktien dykker med små 2 pct. godt en time efter børs-åbningen, efter at aktien fra morgenstunden faldt med små 5 pct.

Det er en artikel i dagbladet Børsen der får aktien til at falde, da selskabet kritiseres for på en meget uklar måde at have meddelt markedet, at den tidligere ISS-topchef Eric Rylberg ikke længere er en del af den øverste ledelsesgruppe i Keops.

Keops-aktien strøg ellers til himmels den 6. november sidste år, da Eric Rylberg og hans tidligere makker i ISS, Karsten Poulsen, blev præsenteret som nye folk i Keops-ledelsen. Aktiemarkedet anså mildest talt ansættelsen af Eric Rylberg og Karsten Poulsen som et scoop, da det var ventet, at Eric Rylberg ville påtage sig et nyt topjob i en virksomhed væsentlig større end Keops.

Kursstigningen den 6. november var på hele 20,4 pct.