Kapitalfonde skjuler regnskaber med særlig finte

En række danske kapitalfonde udnytter en juridisk manøvre, der betyder, at kapitalfondene undgår at indsende og offentliggøre årsregnskaber.

Partner Allan Bach Pedersen (til venstre) og managing partner Jan Johan Kühl (til højre) fra kapitalfonden Polaris. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Selvom danske pensionsopsparere har milliarder af kroner investeret i kapitalfonde som Axcel, Polaris, Maj Invest og Odin Equity Partners, er det meget småt med de oplysninger, der kommer ud til offentligheden.

En juridisk manøvre betyder nemlig, at kapitalfondene kan undgå at indsende og offentliggøre årsregnskaber.

Det skriver Jyllands-Posten.

Ifølge avisen kan mørklægningen lade sig gøre, fordi firmaerne bruger en fond som såkaldt komplementar i de kommanditselskaber, der sædvanligvis bruges som den juridiske skal for kapitalfonde.

Kapitalfondssektoren har ellers flere gange fremhævet sin egen indsats for at skabe øget åbenhed, men denne manøvre gør det modsatte, siger Frank Thinggaard, professor i eksternt regnskab på Aarhus Universitet.

»Det skaber et misforhold, og det lugter jo lidt af, at de bare ønsker at leve det stille liv,« siger han til Jyllands-Posten.

Det er kapitalfonden Polaris, der i 2006 opdagede den juridiske finte, og ifølge Jan Johan Kühl, der er managing partner i Polaris, er formålet ikke at mørklægge årsregnskaberne, men at undgå de administrative byrder, der er ved at udarbejde et regnskab.