Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Salget af Danmarks tredjestørste rengøringsselskab, Allianceplus, er slået fejl for den danske kapitalfond Polaris, erfarer Berlingske Business. Kapitalfonden tager nu i stedet en tur mere med rengøringsselskabet og har flere opkøb i Sverige på vej. Samtidig skrues der voldsomt op for tempoet i vækststrategien, så Allianceplus nu stiler mod at ramme en omsætning på 2,6 mia. kroner i løbet af de næste tre år. Det vil i givet fald være mere end en fordobling sammenlignet med omsætningen sidste år.
»Jeg vil af princip ikke udtale mig om køb og salg af porteføljevirksomheder. Men om Allianceplus kan jeg sige, at det går godt. Virksomheden følger strategien, den vokser både på top- og bundlinje, og vi arbejder konkret på yderligere opkøb i Sverige,« siger Jan Johan Kühl, ledende partner i Polaris.
Allianceplus er resultatet af flere end ti opkøb af rengøringsselskaber, som Polaris har foretaget de seneste fem år og efterfølgende lagt sammen.
Polaris hyrede i begyndelsen af året investeringsbanken ABG Sundal Collier til at hjælpe sig med at sælge Allianceplus her inden sommerferien. Den anslåede pris er tidligere blevet opgjort til 600-800 mio. kr. for virksomheden, der sidste år omsatte for knap en mia. kr. og tjente 70 mio. kr. på driften (EBITDA). I år ventes driftsresultatet at lande et stykke over 80 mio. kr.
Ifølge Berlingskes kilder var den svenske kapitalfond IK Investment Partners, tidligere kendt under navnet Industrikapital, længe med i opløbet om at købe Allianceplus. Men IK og Polaris kunne angiveligt ikke blive enige om prisen på selskabet, og derfor strander salgsprocessen nu. Thomas Klitbo fra IK ønsker hverken at be- eller afkræfte Berlingskes oplysninger.
»Salget af Allianceplus har været længe undervejs og er nu gået i stå, fordi Polaris ikke kan få den rigtige pris for selskabet,« siger en kilde i en investeringsbank med kendskab til processen.
Omsætning skal fordobles
Polaris hører til blandt de større danske kapitalfonde, og i investorkredsen findes selskaber som ATP Private Equity Partners, Danske Bank og Kirk Kapital.
Adm. direktør i Allianceplus Henrik Nordenlund har lagt salgsarbejdet bag sig og arbejder med en helt ny strategi for selskabet, der skal udvide kerneforretningen, så selskabet bliver et bredere serviceselskab og i højere grad kan konkurrere med eksempelvis giganten ISS.
»Vores analyse går på, at mange kunder gerne vil have mere service fra den samme leverandør, så den vej skal vi også gå. Vi skal tilpasse os mere, så vi kan tiltrække nye kunder,« siger Henrik Nordenlund.
Det har ført til en ny vækststrategi for selskabet, der bliver endeligt vedtaget i næste uge.
»Vi har en treårsplan, der skal gøre os dobbelt så store på tre år og få os ind i et par nye lande. Vi har bestyrelsesmøde om det på tirsdag, hvor vi vedtager det,« siger Henrik Nordenlund.
Som en del af vækstplanen arbejder Allianceplus på to opkøb i Sverige, der ifølge Henrik Nordenlund vil løfte virksomhedens omsætning med ca. 140 mio. kr., og det er med til at få Allianceplus til at regne med en omsætning i år på 1,3 mia. kr.
»Det er omsætningen på 1,3 mia. kroner, som vi vil fordoble gennem opkøb og organisk vækst,« siger Nordenlund.
Den nye vækstplan er et gevaldigt ryk fremad for virksomheden, der har hovedsæde i Glostrup.
Tidligere lød ambitionen, at virksomheden skulle vokse til en omsætning på 1,5 mia. kr. og over 5.000 medarbejdere frem mod 2016.
»Den nye strategiplan har vi et håndslag på, at den kører vi med, så for mig er vi ikke længere ude i en aktiv salgsproces. Men kommer der en forbi med en stor check, kan det da ændre sig. Sådan er det at være ejet af en kapitalfond. Det er bare en del af livet,« siger Henrik Nordenlund.
Allianceplus er Danmarks tredjestørste rengøringsselskab og femtestørst i Sverige. Virksomheden beskæftiger ca. 4.000 medarbejdere.