Kammeradvokaten mister opgaver: Staten opretter selv rådgivningskontor

Som led i regeringens forsøg på at skære ned på statens enorme forbrug af Kammeradvokaten, bliver der nu oprettet et statsligt rådgivningskontor. Det vil årligt spare staten for 27 mio. kr. Sophie Løhde erkender, at det er et lille beløb.

Et nyt rådgivningskontor i staten skal løse nogle af de opgaver, som Kammeradvokaten hidtil har leveret. Det vil reducere statens forbrug af Kammeradvokaten med 27 mio. kr. årligt. Innovationsminister Sophie Løhde (V) erkender, at det er et lille beløb i det store billede. foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

En ny statslig rådgivningsenhed skal hjælpe medarbejdere i staten med indkøb, udbud og kontrakter, så staten kan skære ned på sine udgifter til Kammeradvokaten. Når rådgivningsenheden er fuldt indfaset i 2021, vil staten årligt kunne spare 27 mio. kr. på indkøb af advokatydelser. For Kammeradvokaten vil det betyde et årligt omsætningstab på 18 mio. kr.

Innovationsminister Sophie Løhde (V) erkender, at det er et lille beløb set i forhold til de 480 mio. kr., som staten i 2018 købte advokatydelser for hos Kammeradvokaten.