”Kæmpen der faldt tilbage”

Var der én ting, som aktieeksperterne kunne blive enige om ved indgangen til 2007, så var det, at man skulle købe A.P. Møller – Mærsk aktier. Den disposition er der mange, der i dag vil være glade for, at de ikke foretog.

Efter det skuffende 2006, hvor specielt container-forretningen hos A.P. Møller – Mærsk skuffede med et milliardtab, var der for alvor lagt op til et stærkt comeback i år.

Og aktieeksperterne, fra bankernes strateger og porteføljeforvaltere, til eksperterne hos de mindre, uafhængige huse, var enige om, at den lyseblå aktie fra Esplanaden ville blive et hit i 2007.

Sådan kom det bestemt ikke til at gå, selvom Mærsk-aktien har klaret sig bedre år end mange andre af ”kollegerne” fra C20-indekset. Kreditkrisen og den medfølgende turbulens har sparket benene væk under Mærsk-aktierne, hvor specielt B-aktien har fået tæv her i efteråret.

Aktien lagde ellers godt ud og var den 18. juli helt oppe i kurs 75.000, men er sidenhen dykket markant og ligger nogle timer før handlen lukker endegyldigt for 2007 i kurs 54.000.

Det betyder, at aktien faktisk kun er steget med beskedne 800 kr. i hele 2007, hvis ellers kursniveaut holder.