Jyske Bank venter overskud vokser med 600 mio. kr.

 

Jyske Bank kan se frem til det bedste resultat i bankens historie. Den Silkeborg-baserede bank venter, at overskuddet før skat i 2006 bliver på 2,8 mia. kr., mens overskuddet før skat i 2005 var på 2,2 mia. kr.

 

- Det er et godt resultat og det bedste i bankens historie, men jeg vil ikke kommentere det yderligere før vores årsregnskab den 6. februar, siger bankdirektør Poul Thorhauge til RB-Børsen.

 

Jyske Bank er blevet tvunget til at ændre sine forventninger til 2006, samt revidere sit resultat for 2005. Dermed følger banken efter Diba Bank, Skjern Bank, Lokalbanken i Nordsjælland og Bonusbanken, der alle har gjort det samme.

 

Alle bankerne har lavet for store nedskrivninger, hvilket Finanstilsynet har opdaget i sin årlige regnskabsgennemgang. Derfor er bankerne blevet pålagt at tilbageføre nedskrivningerne, og derved revidere deres resultat for 2005.

 

De store nedskrivninger har betydet, at bankerne kunne slippe billigere i skat, hvilket i efteråret fik SF til at anklage bankerne for skattesnyd. Hos Jyske Bank afviser Poul Thorhauge dog, at de store nedskrivninger handler om skattetænkning.

 

- Historien er, at der har været en danske lovgivning, som har begrundet nedskrivninger på det niveau. Så kommer de nye regnskabsprincipper med IRFS-lovgivningen i 2005, og når der kommer en ny lovgivning er der forskellige fortolkninger af den. Så der er intet dramatik her, understreger Poul Thorhauge.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )