Jyske Bank og GN i front på regnskabsdag

Det toneangivende indeks, C20 Cap, begyndte umiddelbart i positivt terræn, men omkring 20 minutter efter åbningen falder indekset 0,1 pct. til 613,4. Regnskabsaktuelle selskaber som William Demant, GN Store Nord og Jyske Bank stjæler store dele af opmærksomheden.

Læs mere
Fold sammen
Skulle udviklingen i C20 Cap igen skifte retning og føre indekset i plus, vil C20 Cap sætte rekord for 29. gang i år.

Umiddelbart er onsdagens positive overraskelse at finde hos Jyske Bank, vis aktie løftes 2,4 pct. til 273 kr. Banken kom igennem andet kvartal væsentligt bedre end ventet med et nettooverskud på 520 mio. kr., hvor analytikerne ifølge estimater indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans havde regnet med et overskud på 323 mio. kr. Det sker trods nedskrivninger på 385 mio. kr. i kvartalet - 120 mio. kr. mere end ventet. Nettorenteindtægterne endte på 1258 mio. kr. mod ventet 1128 mio. kr.

Også GN Store Nords regnskab glæder aktionærerne. Selskabet kom igennem andet kvartal en spids bedre end ventet med et nettooverskud på 174 mio. kr. og en samlet omsætning på 1695 mio. kr. Der var ventet et overskud på 168 mio. kr. og en omsætning på 1646 mio. kr. Selskabet vil i øvrigt iværksætte et nyt aktietilbagekøbsprogram på 300 mio. kr.

GN Store Nord-aktien begynder onsdagen i toppen af C20 med en stigning på 3,3 pct. til 120,8 kr.

Et andet selskab i samme genre, William Demant skuffer en anelse med sit regnskab, hvis man kigger på driften. Høreapparatproducenten kom igennem første halvår med et driftsresultat (EBIT) på 880 mio. kr., hvor analytikerne havde ventet et driftsoverskud på 899 mio. kr. ifølge estimater indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans. Det blev opnået på baggrund af en omsætning på 4541 mio. kr. mod ventet 4536 mio. kr. På bundlinjen lå William Demant en anelse bedre end ventet med et nettooverskud på 637 mio. kr. Her havde analytikerne regnet med et overskud på 628 mio. kr.

Aktien i William Demant falder 0,3 pct. til 497 kr.

Produkttank- og tørlastrederiet D/S Norden afsluttede andet kvartal med en nettoomsætning på 523,6 mio. dollar - noget bedre end de ventede 484 mio. dollar. Men rederiet, vis aktie hoppede 2,5 pct. til 208,5 kr. tirsdag, formåede ikke at forvandle det til en lige så stærk bundlinje. Norden endte andet kvartal med et nettounderskud på 22,4 mio. dollar - 12,4 mio. dollar ringere end ventet.

Investorerne tager lunkent imod Nordens regnskab og kvitterer med et aktiefald på 1 pct. til 206,5 kr.

ALK-Abelló klarede sig i kvartalet bedre end ventet målt på indtjeningen. Vaccinesalget landede på 452 mio. kr. i kvartalet, og omsætningen af øvrige produkter, der ud over allergivaccinerne også indeholder salget af ALK-Abellós adrenalinpen, Jext, blev 65 mio. kr. Til sammenligning havde analytikere ifølge SME Direkt ventet et vaccinesalg på 438 mio. kr. samt et salg af øvrige produkter på 56 mio. kr. Den samlede omsætning på 532 mio. kr. inklusive milepæle på 15 mio. kr. ligger 27 mio. kr. over analytikerforventningerne. Bundlinjen endte på et minus på 30 mio. kr. - en mio. bedre end ventet.

Biotekselskabet Topotarget mindskede i andet kvartal sine omkostninger og leverede dermed et mindre underskud end tidligere. 12,6 mio. kr. blev underskuddet på driften (EBIT).

Ikke-regnskabsaktuelle Carlsberg har fået hævet sin anbefaling af Credit Suisse, der nu anbefaler "outperform" mod tidligere "underperform". Bryggeriet blev tirsdag løftet af positive røster fra japanske Nomura, og bygger oven på tirsdagens løft på 2,5 pct. Onsdag er aktien oppe med 1 pct. i 588,5 kr.

Coloplast og Pandora, der tirsdag offentliggjorde regnskab, trækker også lidt opmærksomhed til sig. Det ventes, at analytikerne skal justere deres regneark oven på regnskaberne, hvilket kan kaste nye kursmål og anbefalinger af sig. Det første har allerede været tilfældet for Coloplast, hvor to finanshuse har løftet kursmålene for aktien. Coloplast-aktien falder 2,2 pct. til 310,8 kr., og Pandora-aktien løftes 1,1 pct. til 214,8 kr.

Senere onsdag følger regnskaber fra Genmab, Spar Nord, Grønlandsbanken og Lollands Bank.