I fodbold taler man om en super-sub, som man altid kan skifte på banen. På Københavns Fondsbørs har Jyske Bank flere gange været indskifter på C20-indekset over landets 20 mest handlede aktier.
Her fra børsåbningen torsdag ser det ud til, at Jyske Bank gør et kontrolleret comeback som indskifter i det gode selskab.
Efter en halv times handel er Jyske Bank-aktien steget med 0,7 til kurs 159.
Jyske Bank klemmer NKT ud af C20, og kabel- og trådsselskabet kan sætte sig til rette som udskifter på bænken med et mindre fald.
NKT falder med 1,2 pct. til kurs 204,8 i den indledende handel i den første halve time af børsens åbningstid.
Fondsbørsen gennemgår hvert halve år C20-indekset og skifter ud, så det indeholder de 20 danske selskaber med den største frie markedsværdi.
Ved forrige gennemgang af C20 i sommer kom Pandora tilbage i indekset, mens en anden bank, Sydbank, røg ud.
Efter dagens udskiftning ser holdet af selskaber i C20 således ud:
A.P. Møller - Mærsk A
Lundbeck
A.P. Møller - Mærsk B
Nordea Bank AB
Carlsberg A/S B
Novo Nordisk B
Chr. Hansen Holding A/S
Novozymes B
Coloplast B
Pandora A/S
Danske Bank
TDC A/S
DSV
Topdanmark
FLSmidth & Co.
Tryg A/S
GN Store Nord
Vestas Wind Systems
Jyske Bank A/S
William Demant Holding