Jubel på årets første børsdag - Vestas til tops

Vestas fører an i de danske kursløjer, efter at den amerikanske kongres onsdag morgen forlængede en skatterabat-ordning til vedvarende energi.

Vestas er foreløbig årets højdespringer - aktien har lagt sig i front på fondsbørsen i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Stricker
Årets handel på Københavns Fondsbørs er netop blevet skudt i gang, og det er med stigende aktiekurser til de fleste selskaber.

Det toneangivende indeks C20 stiger efter få minutters handel med over én procent. Højdespringeren fra dagens start er Vestas, der har taget et markant hop på over ti procent.

Det sker efter, at den amerikanske kongres - som en del af sin plan for at styre udenom den såkaldt finanspolitiske afgrund - netop har vedtaget at forlænge den såkaldte PTC-ordning, der giver skatterabat til projekter inden for vedvarende energi.



Den mest stigende aktie blandt alle fondsbørsens selskaber er rederiet Torm, der blev reddet af sine bankforbindelser i 2012 og i øjeblikket gennemgår en voldsom rekonstruktion.

Flere analytikere herhjemme har spået, at 2013 bliver et godt aktieår, omend med lavere kursgevinster end 2012, som gav rigtig gode kursgevinster til de fleste aktie-investorer.

Indhenter positive reaktioner

De europæiske børser var lukkede nytårsaftensdag og indhenter derfor nu de positive reaktioner på, at det er lykkedes for de amerikanske politikere at blive enige om en aftale.

Derfor er der også generelt rigtig god stemning på de europæiske børser i dag, hvor de fleste toneangivende indeks stiger mellem én og to procent.

I det såkaldte Stock 600-indeks, som er et indeks over 600 af de største børsnoterede selskaber, er Nokia lige nu den aktie, der er røget mest i vejret.