ISS er klar til comeback på fondsbørsen

Nye aktier skal indbringe over 13 milliarder kroner til at indfri gæld. Flertallet af aktierne i servicegiganten ender i fri handel.

Jeff Gravenhorst og medarbejderne i ISS kan værdisættes til over 26 milliarder kroner, hvis børsnoteringen af nye aktier går hjem til den udbudte pris. Fold sammen
Læs mere
Foto: SCANPIX DENMARK
Den globale servicekoncern regner med at sælge mellem 98,5 millioner og 133 millioner nye aktier samt 2,8 millioner til 4,0 millioner eksisterende aktier. Det gier et samlet bruttoprovenu på 13,3 milliarder kroner, hvis noteringen går hjem som planlagt.

- Det glæder os at kunne meddele, at vi nu påbegynder vores børsnotering og tager dette næste vigtige skridt i vores strategiske udvikling. Vi har fra starten af 2011 oplevet en stærk udvikling i omsætningen og har dermed fortsat den positive organiske vækst fra fjerde kvartal. Vi iværksætter udbuddet fra en stærk position, siger administrerende direktør Jeff Gravenhorst i meddelelsen.

Aktierne udbydes i intervallet 100 til 135 kroner pr. aktie.

Provenuet fra udstedelsen af de nye aktier skal bruges til at indfri gæld. Den endelige udbudskurs og det endelige antal udbudte aktier bliver fastsat ved bookbuilding-metoden og offentliggøres omkring 18. marts.

Afhængigt af om de eksisterende aktionærer udnytter den såkaldte overallokeringsret til at tegne nye aktier, bliver "free float" - den del af aktierne, der kan købes og sælges i fri handel - på mellem 51 og 63 procent af den samlede aktiekapital.

Goldman Sachs International og Morgan Stanley & Co. International er udpeget som Joint Global Coordinators og som Joint Bookrunners sammen med Citigroup Global Markets, Deutsche Bank London, HSBC Bank og Nordea Markets, mens Carnegie Bank, Danske Bank, Skandinaviska Enskilda Banken, Danmark, og UBS Limited er udpeget som Co-lead Managers.

Rothschild fungerer som finansiel rådgiver for ISS.