Investorerne slikker sårene

Nervøsiteten på mandagens store europæiske fondsbørser blev reduceret i løbet af formiddagen, hvilket også hjalp lidt på humøret hos de danske investorer, som oplevede store kursfald fra børsens åbning.

Over middag var tabene i C20-indekset reduceret til 0,6 pct. fra morgenstundens fald på godt 1,5 pct. Eliteindekset lå i 492,85. Største fald hos C20-medlemmerne skulle findes hos FLSmidth og Nordea.

Den cykliske FLSmidth-aktie tabte 2,7 pct. til kurs 459,5, hvilket skete uden at investorerne havde fået nyt fra selskabet via Københavns Fondsbørs.

Det amerikanske finanshus Goldman Sachs sænkede sin anbefaling på Nordea til sælg fra neutral. Samtidig blev Nordea-aktien sat på Goldman Sachs' udvalgte salgsliste. Nordea, som i forrige uge aflagde halvårsregnskab, lå 1,7 pct. lavere i kurs 84,5. Danske Bank, som er regnskabsaktuel på torsdag, lå marginale 0,1 pct. lavere i kurs 226,5.

Novo Nordisk, som fredag aflagde et godt regnskab, vendte minus til plus og steg 1,2 pct. til kurs 609. Novo Nordisks omsætning og indtjening i andet kvartal overraskede positivt. Det vurderer analytikerne hos den internationale investeringsbank Lehman Brothers. Analytikerne ser kun begrænsede ricisi og venter, at den stærke udvikling fortsætter. Anbefalingen lyder fortsat på "overvægt" og kursmålet fastsættes til 620 kr.

DSV, som også aflagde et godt regnskab i fredags, tabte 0,4 pct. til kurs 124,5. Vejtransport-aktien steg godt og vel 3 pct. i fredags.

Novozymes tabte 0,3 pct. til kurs 646, mens Danisco faldt 0,4 pct. til 399. Produktionen af bioethanol nåede nye højder i USA i maj. Hos Danske Equities vurderer analytiker Søren Samsøe, at væksttallene reflekterer en stigning hos Novozymes på 40-45 pct., mens Danisco vurderes at vokse markant langsommere på bioethanol-området med knap 15 pct. på årsbasis. Novozymes ventes at vinde markedsandele fra Danisco.

Vindmølleproducenten Vestas har modtaget en tysk ordre på i alt 39 vindmøllermed en kapacitet på i alt 90 MW. Vestas tabte 1,3 pct. til 354.

Fra småbankerne fik investorerne halvårsregnskab fra Djurslands Bank, som gentog overskudsprognosen. Banken venter et fald i overskuddet til den høje ende af 65-75 mio. kr. i 2007 efter et overskud på 79,2 mio. kr. før kursreguleringer og skat i 2006.

RB-Børsen