Investorer tager dårligt imod centralbanks coronahjælp til 5.600 milliarder

Aktiemarkederne i Asien får torsdag endnu en lussing, efter at Den Europæiske Centralbank har præsenteret en ny hjælpepakke.

Formand for Den Europæiske Centralbank, Christine Lagarde, mener, at ECB skal bruge alle midler til at stoppe den økonomiske krise, men investorerne tager ikke godt imod hendes nye hjælpepakke. Fold sammen
Læs mere
Foto: ARMANDO BABANI

Den Europæiske Centralbank (ECB) lancerede sent onsdag aften en hjælpepakke til 750 mia. euro for at afhjælpe den europæiske økonomi under coronaviruskrisen.

Men end ikke det svimlende beløb, der svarer til 5.600 mia. kr., er nok til at gøre investorerne tilfredse.

Torsdag er alle de asiatiske markeder pånær japanske Topix i rød.

»I Asien har ECBs hjælpepakke svært ved for alvor at få investorerne til at se positivt på fremtiden. Der er en skuffelse over, at renten ikke er blevet sænket, og det har en negativ indflydelse og giver kursfald,« siger Per Hansen, der er investeringsøkonom ved Nordnet.

Coronaviruspandemien har gjort stor skade på alle internationale markeder, hvilket har skabt bekymring for en alvorlig recession som den under finanskrisen i 2008, og derfor kom ECB onsdag med den enorme støttepakke.

Macron bakker op om hjælpepakke

Per Hansen peger på, at investorerne stadig er i højeste alarmberedskab, men selvom der er store kursfald og udsving, er de i Asien ikke i samme størrelsesorden som i USA og Europa.

De amerikanske aktier styrtdykkede endnu engang onsdag, og for tredje gang de seneste to handelsuger blev handlen suspenderet i 15 minutter, da faldene nåede hele syv pct.

Det toneangivende japanske indeks, Nikkei 225, er torsdag på vej mod et fald på 1,5 pct., mens Topix-indekset, også i Tokyo, ligger til et plus på 0,8 pct.

Det australske ASX-200-indeks falder med 3,4 pct., og i Taiwan er Taiex-indekset i minus med 5,8 pct.

ECB vil med deres hjælpepakke foretage støtteopkøb i markederne af værdipapirer udstedt af både offentlige og private institutioner.

Støtteopkøbene vil blive gennemført frem til udgangen af 2020, eller indtil at bankerne vurderer, at coronaviruskrisen er ovre.

Centralbanken oplyste onsdag, at den er parat til at øge opkøbene.

Hjælpepakken kommer oveni udvidelsen af et eksisterende opkøbsprogram på 120 milliarder euro, der blev lanceret i sidste uge.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, bakkede onsdag op om hjælpepakken på Twitter.

»Fuld støtte til aftenens formidable handlinger fra ECB,« skrev han.

Indeks Udvikling (%)
Nikkei 225 -1,0
Topix +0,9
Hongkongs Hang Seng -2,0
China Shanghai Composite -0,9
China CSI 300 -1,3
Taiwan Taiex -5,8
Sydkoreas Kospi 8,4
Indiens BSE Sensex -3,1
Sydney ASX 200 -3,4

Indeksværdi klokken 8.00.