Investeringsdirektør: Aktiepriserne bør få alarmlamperne til at blinke

Læs mere
Fold sammen

Værdien af de globale aktiemarkeder er vokset voldsomt de sidste par år, og de har nu nået et niveau, som bør få alarmlamperne til at blinke.

Aktiepriserne har nemlig nået højder, som sidst blev set frem mod dotcom-boblens endeligt, påpeger Henrik Olejasz Larsen, investeringsdirektør i Sampension.

- På alle tre væsentlige parametre - obligationer, aktier og kredit - nærmer vi os tilsyneladende et afgørende punkt, og stemningen på markederne minder om den, man så i 2005-2006 og frem mod finanskrisen, siger Henrik Olejasz Larsen.

Investeringsdirektøren peger på, at flere eksperter end nogensinde før - 48 pct. - i en analyse fra Bank of America vurderer, at værdien af aktier er overvurderet.

Trods aktiemarkedernes høje niveau er svingningerne omkring obligations-, aktie- og kreditmarkedet dog den laveste nogensinde målt på tværs, siger Henrik Olejasz Larsen.

- Markederne forventer tilsyneladende ikke, at der sker noget ubehageligt. Generelt bygges der lige nu større og større risiko op i porteføljerne.

- Jo højere risiko, des større bliver effekten, når udviklingen vender. Præcis hvornår det sker, ved vi ikke men det sker, vurderer investeringsdirektøren.

/ritzau/FINANS