Investeringsbank skærer Pandoras kursmål 16 pct. efter nedjustering

Foto: Christian Liliendahl. (ARKIV) (Foto: Christian Liliendahl/Scanpix 2018)
Læs mere
Fold sammen

Den amerikanske investeringsbank JPMorgan sænker kursmålet for Pandora-aktien til 585 kr. fra 700 kr., efter at smykkeproducenten mandag nedjusterede forventningerne til 2018.

Bankens anbefaling er ifølge Bloomberg News fortsat "hold".

Pandora kunne sent mandag fortælle, at det nu venter en omsætningsvækst på 4-7 pct. i lokal valuta i 2018 mod tidligere 7-10 pct.

Forventningerne til EBITDA-marginen sænkes desuden til cirka 32 pct. fra før cirka 35 pct.

Pandora har ikke givet nogen forklaring på nedjusteringen, men vil komme med yderligere information i forbindelse med sit regnskab for andet kvartal, der er fremrykket til torsdag 9. august fra tidligere tirsdag 14. august.

Selskabet oplyser, at omsætningen i andet kvartal var på 4819 mio. kr. - svarende til en vækst i lokal valuta på 4 pct.

EBITDA-marginen for kvartalet var 31,1 pct. mod 33,4 pct. i andet kvartal 2017.

Ud over JPMorgan har også Sydbank været i gang med at revidere sine estimater for Pandora, og banken har efter nedjusteringen sænket sin anbefaling til "hold" fra "køb".

Pandora-aktien lukkede mandag i 430 kr. efter en stigning på 1,3 pct., men aktien er i år faldet 36,3 pct.

/ritzau/FINANS