Intermail i rødt efter første kvartal

Intermail kom ud af første kvartal med et underskud på 700.000 kr. Det er en stor nedgang i forhold til første kvartal sidste år, da der var et overskud på 5 mio. kr.

Læs mere
Fold sammen
Omsætningen er til gengæld højere, nemlig 168 mio. kr. mod 149 mio. kr. i første kvartal 2007/08. Men det skyldes i høj grad omsætningen fra de tilkøbte aktiviteter i Stroede Ralton, som indgår fra og med 1. januar 2008. De bidrog med 37 mio. kr.

- Omsætningen i første kvartal har været lidt lavere end ventet, primært grundet svækkelsen af den svenske krone, men også på grund af konjunkturudviklingen, som selvfølgelig påvirker efterspørgslen efter flere af Intermails ydelser og produkter, skriver selskabet.

For eksempel er Intermails konvolutvirksomhed påvirket, så omsætningen er faldet med 6 mio. kr. til 90 mio. kr.

Inden for forretningsområdet Kommunikationsløsninger (der tidligere hed Lettershop) er omsætningen steget i kraft af tilkøbet Stroede Ralton.

Forretningsområdet er det vigtigste for Intermail, men det har voldt store problemer og er i gang med at blive omstruktureret.

- Den seneste periodes initiativer for at rette op på udviklingen inden for især de danske aktiviteter giver nu resultater, oplyser Intermail i kvartalsrapporten.

Forventningerne til omsætningen sænkes på grund af svækkelsen af den svenske krone, hvorfra Intermail henter mere end halvdelen af sin omsætning. Der ventes således en omsætning i 2008/09 i niveauet 600-620 mio. kr. mod tidligere ventet i niveauet 645 mio. kr., mens resultat før skat fortsat ventes at ligge tæt på nul som følge af den fortsatte restrukturering.

RB-Børsen