Insulinproducent er ”utrolig stærk”

Mens andre selskaber fyrer og udskifter direktionen, ryster finanskrisen ikke Novo Nordisk. De lægger ambitiøse planer for de næste fem år frem, og analytikerne er imponerede.

Læs mere
Fold sammen
Et enstemmigt kor af analytikerne synger den samme sang. Det er et fremragende årsregnskab, Novo Nordisk i dag præsenterede.

”Jeg synes, historien i det her regnskab er de nye langsigtede forventninger. De ser utrolig stærke ud, i en tid hvor andre selskaber har svært ved at se kvartal frem,” siger Peter Bertram Andersen, aktieanalytiker i Jyske Bank, og fortsætter:

”Resultatet for 2008 er rimelig inline. Hvis jeg skal sætte en lille finger, så nedjusterer de forventningerne til 2009 i danske kroner mere end jeg havde forventet, de er blevet ramt lidt hårdere på valutaen. Men det er ikke så vigtigt, og det kan Novo Nordisk jo ikke gøre for,” supplerer han om regnskabet.

Nordea er heller ikke skuffede.

”Tallene var helt i overensstemmelse med vores forventninger. Når man ser på forventningerne til 2009, holder de stik, udover at de har justeret lidt ned på grund af noget valuta. Ellers ser det rigtigt fint ud. Der er en meget fornuftig udvikling i salg af insulin. Som forventet hæver de de langsigtede mål på EBITmargin, og forventningerne på den lange bane er generelt positive,”siger Lars Hatholt, der er aktieanalytiker hos Nordea.

Hos Sydbank er der heller ingen sure miner.

”Det ser super ud over hele linjen. Bedre drift i afslutningen af 2008, pæne forventninger fortsat til 2009 og en stærk opjustering af de langsigtede forventninger. Det er svært at være negativ,” siger analytiker Rune Majlund Dahl fra Sydbank til RB-Børsen.