Icopals børsnotering udskudt til 2016

Efter flere udsættelser bliver tagpapvirksomheden Icopal tidligst børsnoteret til næste forår, erfarer Berlingske.

Foto: JENS NØRGAARD LARSEN.
Læs mere
Fold sammen

Icopal går tidligt på børsen i foråret 2016. Planerne om at notere tagpapvirksomheden inden jul er nu opgivet, og i stedet bliver processen mod at børsnotere virksomheden først indledt efter nytår.

»Planerne er udskudt til 2016,« siger en centralt placeret kilde.

Icopal er ejet af den Bahrain-baserede kapitalfond Investcorp, som længe har puslet med en børsintroduktion af virksomheden. Flere gange har fonden arbejdet på en børsnotering, men har været tvunget til at indstille planerne. Den nuværende proces var oprindeligt planlagt til en notering i dette efterår. Men de planer er nu udskudt.

Investcorp hyrede i maj sidste år – som omtalt i Berlingske – investeringsbankerne Nordea og Goldman Sachs til at hjælpe Icopal. Samtidig er rådgivningshuset Lazard ansat til at være koordinator af hele processen. For nylig er også flere andre banker blev løftet ind i konsortiet. Det drejer sig om Bank of America, Deutsche Bank, Danske Bank og Carnegie.

Flere udfordringer

Nogle af Icopals udfordringer er blandt andet, at selskabets koncernfinansdirektør, Christian Schmidt-Jacobsen, tidligere på året pludseligt sagde op for at blive ledende partner i kapitalfonden Axcel. En ny mand på så central en post kan blive set som et problem.

Oven i det er kommet en sag, hvor flere mindre konkurrenter for nylig har angrebet Icopal og rivalen Phønix Tag, fordi de mener, at de to kontrollerer markedet og holder mindre konkurrenter ude.

Som tidligere omtalt går Investcorp og bankkonsortiet efter en samlet markedsværdi på Icopal, målt som enterprise value (EV) i omegnen af en mia. euro (ca. 7,5 mia. kr.). Planen er, at Investcorp i første omgang sælger aktier for godt to mia. kr., svarende til cirka 30 pct. I sidste ende vil pris og antal aktier dog afhænge af tilbagemeldingerne fra investorerne.

Investcorp har flere gange forsøgt at komme af med Icopal, men ingen har villet betale, hvad fonden vil have, så en børsnotering er sidste udvej. Allerede sidste efterår var planen, at virksomheden skulle på børsen, men den dramatiske konkurs i nynoterede OW Bunker kom i vejen.