Højere anført af vindmøller og TDC

Læs mere
Fold sammen
Det danske aktiemarked lukkede tirsdag klart højere, og KFX-indekset nåede dermed det højeste niveau siden april

2002. Der herskede ligeledes en positiv stemning på de øvrige aktiebørser i Europa, der nød godt af nøgletal,

der viste stigende forventninger til den økonomiske vækst i Tyskland. Herhjemme var fokus rettet mod TDC, som under stor

omsætning blev handlet knap 4 pct. op. Blandt sidepapirerne styrtdykkede Funki derimod mere end 60 pct. efter meddelelsen om,

at aktiekapitalen måske er tabt.



Der var fremgang i 18 af de 20 aktier i KFX-indekset, som lukkede 2,77 point (1,05 pct.)

højere end mandag i 267,49. KBX-indekset steg 2,52 point (1,11 pct.) til 230,48. KAX-indekset steg 2,15 point til 237,04, og KFMX-indekset

endte 7,28 point højere i 1504,42. Aktieomsætningen var pæn med 2945,5 mio. kr. mod 1448,1 mio. kr. mandag.



TDC

steg 9 kr. til kurs 255 efter en aktieomsætning på små 900 mio. kr. - næsten tre gange mere end den næstmest

handlede aktie på fondsbørsen mandag. Teleselskabet har købt de resterende 80 pct. af aktierne i Telmore for 299

mio. kr. plus udbytte for 2003. Børsen skrev endvidere, at et salg af TDC kan være rykket nærmere, fordi hovedaktionæren,

amerikanske SBC, er ved at forberede et bud på AT&T Wireless. TDC var i løbet af dagen helt oppe at runde kurs 269,

men sivede efterfølgende, efter at SBC fremlagde kvartalsregnskab -uden at nævne eventuelle planer om salg af TDC - og Jyske

Bank nedjusterede anbefalingen af TDC-aktien fra "akkumuler" til "reducer".



Investorerne kastede endvidere

deres lid til vindmølleaktierne Vestas og NEG Micon, som steg henholdsvis 4,5 og 4 kr. til kurserne 109,5 og 108. En opgørelse

for det tyske marked viser, at Vestas i 2003 øgede markedsandelen i Tyskland til 23,5 pct. fra 18 pct. i 2002, mens andelen for

NEG Micon var uændret 8,2 pct.



Aktien i Funki, der gør staldinventar og gyllesepareringsanlæg, skred, efter

at selskabet meddelte, at aktiekapitalen måske er tabt. Det afhænger blandt andet af igangværende forhandlinger

om salg af selskabets væsentligste aktivitet, Funki Tech, samt værdiansættelsen af de tilbageværende aktiviteter.

Aktien faldt hele 7,7 kr. (62 pct.) til kurs 4,8.



Danware meddelte om en ordre fra en stor amerikansk koncern på mellem

1 og 2 mio. kr. Softwareaktien steg 6 kr. til kurs 125.



I USA lå Dow Jones-indekset ved 17.45-tiden 0,30 pct. lavere end

mandag.



RB-Børsen