Her er kvartalets tabere og vindere på børsen

De ti bedste og ti dårligste aktier på fondsbørsen i tredje kvartal er fundet. I toppen finder man et rederi - i bunden en teknologivirksomhed, hvor ny direktør for nylig sendte grim nedjustering på gaden.

Med en stigning på 56 pct. var rederiet Norden den aktie på fondsbørsen som steg mest i tredje kvartal, viser kursinformation fra Bloomberg News, som nyhedsbureauet RB-Børsen har sat sammen.

Der er dog ikke langt ned til nr. to på listen, ejendomsselskabet Tower med en stigning på knap 53 pct. Budkrigen på OMX gav aktier i fondsbørsen en tredjeplads med en stigning på knap 40 pct. i perioden, der går fra juli til september.

De syv øvrige aktier med største kursstigning i perioden er en blanding af virksomheder fra forskellige brancher som biotek og olie.

Blandt de ti hotte aktier befinder sig dog også de to tunge selskaber FLSmidth med en stigning på 28 pct. og handelsselskabet Østasiatisk Kompagni (ØK) med en stigning på knap 29 pct.

Også på taber-siden er der tale om mange forskellige brancher. Topscoreren er IT-selskabet Rovsing, der bl.a. udvikler software til rumfartsindustrien, med et fald på 41 pct. På andenpladsen befinder sig kemikoncernen Auriga, moderselskabet til Cheminova, med et fald på 39 pct. Tredjepladsen tager det skandaleramte Europe Investment (tidligere Live Network Holding), der er sigtet af bagmandspolitiet for kursmanipulation. Blandt de helt tunge repræsentanter på listen er SAS med et fald på knap 27 pct.