Her er investorernes darlings i 2013

Årets stærke fremgang til danske aktier har fået private investorer til at indkassere genvinsten. Her er listen over de mest solgte og købte aktier i årets løb.

Pandora er én af årets højdespringere på børsen og samtidig den aktie, som private investorer har solgt mest ud af. Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Germund
Et afkast i hånden kan være bedre end 10 aktier på taget.

Derfor har de private investorer brugt årets sidste måneder på at hente gevinster hjem og sælge ud af de aktier, der er steget mest i løbet af året. Det viser ny statistik fra Nordnet, der er landets største handelsplatform for private investorer.

Tallene viser, at det især er årets højdespringere der er blevet solgt ud af. De tre mest nettosolgte aktier er Pandora, Mærsk B og Vestas, der er steget henholdsvis 137 procent, 29 procent og 361 procent i år indtil videre.

Omvendt har investorerne rustet porteføljerne frem mod det nye år ved at købe nogle af de selskaber, der har været udsat for en lidt hård medfart i årets løb. De mest købte aktier er Zealand Pharma, FLSmidth og G4S, der alle er faldet i 2013.

»Man kan sige, at investorerne sælger ud at vinderne og køber ind af dem, der har underpræsteret i - i hvert fald i relation til de selskaber, de stadig opfatter som kvalitetsselskaber,« siger Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet.

Nordnets handelsstatistikker viser, at der i løbet af årets første halvår stort set blev nettosolgt og - købt lige mange aktier. Men i takt med de stigende aktiekurser har de private investorer haft travlt ved udgangen og nettoreduceret deres aktiebeholdninger med 173 millioner kroner i andet halvår.

Det betyder ifølge Per Hansen dog ikke, at de private investorer kun går efter den kortsigtede gevinst.

»Man har måske en lidt mere kortsigtet strategi i forhold til de aktier, der bevæger sig meget. Hvorimod man har en meget langsigtet strategi med de selskaber, der svinger mindre, og som man tror meget på,« siger han til Berlingske Business.

Vestas-aktien lever også i 2013 op til sit ry som lidt af en folkeaktie. Det er den aktie, der - uden sammenligning - har skiftet hænder flest gange. Det er dog ganske forventeligt i et år, hvor Vestas i dén grad har fået comeback på fondsbørsen med en stigning på cirka 360 på i år indtil videre, mener Per Hansen.

»Når der bliver solgt relativt kraftigt ud af Vestas-aktier er det ikke så mærkeligt. Dels er aktiens værdi mangedoblet, og dels er det en handelsfavorit,« siger han.

Private investorer har samlet opsparinger for 13 milliarder kroner hos Nordnet, hvoraf ni milliarder er aktier. Novo Nordisk er, naturligt nok, den aktie der fylder mest. Cirka hver tiende (9,4 procent) af de aktier, der ligger i depoterne hos Nordnet er en Novo Nordisk-aktie.