Her er analytikernes ubestridte aktie-darling

Pandora sidder tungt på tronen som analytikernes favorit blandt de danske eliteaktier.

Smykkeselskabet Pandoras aktie får de bedste anbefalinger fra analytikerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: John Medina

Til trods for, at aktien er steget gevaldigt i løbet af de seneste to år og alene siden nytår er mere end fordoblet, er analytikerkorpset fortsat rørende enige om, at en investering i smykkeselskabet er en god idé.

11 ud af 13 finanshuse, der dækker Pandora-aktien, har en positiv anbefaling ifølge data fra Bloomberg. Et enkelt, Goldman Sachs, forholder sig neutralt, mens det relativt ukendte EVA Dimensions står for det eneste negative islæt med anbefalingen "undervægt". Blandt de danske analytikere siger ni ud af ni "køb".

Det er langt større opbakning, end nogen af de andre større danske aktier kan mønstre - og også godt nok til en top 15-placering i det europæiske Stoxx 600-indeks.

»Vi har set gennem mange kvartaler, at sales out-tallene er rigtig stærke. Det er nok det vigtigste at kigge på, da det viser det underliggende billede af efterspørgslen,« siger Nykredits Kresten Johnsen, en af de positivt stemte aktieanalytikere.

Han dækkede også Pandora, da det som et relativt nynoteret selskab chokerede markedet med en kraftig nedjustering i august 2011. Den kostede et kursfald på 65 pct. på én dag og en stor opbremsning i analytikernes begejstring. Ifølge Bagmandspolitiet, der sidste uge rejste tiltale mod Glostrup-selskabet, kom nedjusteringen også alt for sent.

Inden nedjusteringen i 2011 var analytikerne - ligesom tilfældet er i dag - stort set helt overbevist om smykkeselskabets lyksaligheder. Dagen før nedjusteringen var der 11 positive anbefalinger og to neutrale ifølge Bloombergs data, mens de bagefter trak følehornene mere til sig.

»Lige efter nedjusteringen, hvor den var helt nede i kurs 35, der lignede det en købsmulighed, for der var stort set ingen gæld i virksomheden, og den handlede på meget billige multipler. Men vi var stadig ikke sikre på, om vi lige havde set starten på enden, eller om det ville vende,« siger Kresten Johnsen.

I dag tror Nykredit-analytikeren dog ikke, at Pandora kan risikere at overraske analytikere og investorer på samme katastrofale måde.

»Der er mindre risiko for at løbe ind i sådan noget nu. Vi har blandt andet fået sales out-tallene fra butikkerne, som vi ikke havde den gang, så vi har flere værktøjer til at holde øje med, hvordan det ser ud,« siger Kresten Johnsen, som også pointerer, at selskabet er blevet meget mere forsigtige i deres udmeldinger om fremtiden.

Spørgsmålet er så, hvad Pandora skal gøre for at bevare den brede opbakning fra bankernes analytikere. Opskriften er relativt enkel, mener Kresten Johnsen.

»De skal blive ved med at levere en pæn toplinjevækst, og vi skal se dem nyde godt af den operationelle gearing, der ligger i forretningsmodellen for en engrosvirksomhed,« siger analytikeren.

Som helhed venter analytikerne ifølge seneste estimat fra SME Direkt, at Pandora kommer i mål med en omsætning lidt over de lovede 8,6 mia. kr. i 2013 og derefter præsterer en vækst på omkring 11 pct. i 2014 og 9 pct. i 2015. Overskudsgraden, målt på EBITDA-niveau, ventes at stige til over 34 pct. næste år og omkring 35 pct. i 2015.