Heineken-aktien får stryg efter nedjustering

Det europæiske aktiemarked falder marginalt i mandagens handel, hvor skuffende regnskaber fra blandt andet bryggerigiganten Heineken trækker ned.

FILE PHOTO: Packs of Heineken beer are displayed for sale in a Casino supermarket in Nice, France, January 16, 2017. REUTERS/Eric Gaillard/File Photo Fold sammen
Læs mere
Foto: Eric Gaillard

Stoxx 600-indekset falder ved middagstid 0,3 pct., og stort set samme kursfald gør sig gældende i de store indeks i Tyskland, Storbritannien og Frankrig.

Heineken er i bunden af Stoxx 600 efter sit regnskab for første halvår, der målt på indtjeningen ikke kunne følge med forventningerne i markedet.

Det hollandske bryggeri tjente 1,75 mia. euro i årets første seks måneder, mens analytikerne ifølge selskabets egne estimater havde ventet 1,88 mia. euro.

Samtidig nedjusterer Heineken forventningerne til 2018, så det nu venter et fald i driftsmarginen på 0,2 pct.point. Tidligere var der ventet en fremgang på 0,25 pct.point.

»Heinekens indtjening i første halvår missede forventningerne som følge af integrationen af Kirin Brasil (fusion, red.), valutamodvind og højere omkostninger til råvarer,« skriver finanshuset Liberum i en kommentar.

Heineken-aktien falder 5 pct. på børsen i Amsterdam.

I den anden ende af indekset er der stor fremgang til det britiske spillefirma GVC, der blandt andet ejer bookmakeren Ladbrokes.

Selskabet har offentliggjort et samarbejde med den amerikanske casinogigant GMG, der ejer 28 casinoer på verdensplan.

De to selskaber har stablet et samarbejde på benene, hvor de vil skabe en spilleplatform i USA inden for blandt andet sportsbetting. GVC-aktien stiger 5 pct.

/ritzau/FINANS