Hash-sælgende Bob Marley-selskab får kæmpe pengeindsprøjtning

Det amerikanske selskab Privateer Holdings, der sælger marihuana i reggae-stjernen Bob Marleys navn, har netop rejst 75 mio. dollar svarende til 512 mio. kr. i finansiering.

Den afdøde reggae-musiker Bob Marleys familie  - hustru Rita Marley i midten og børnene Cedella Marley og Rohan Marley henholdsvis til venstre og højre - indgik i 2014 en aftale med det amerikanske selskab Privateer Holdings om at bruge ikonet Bob Marley i salget af marihuana. Fold sammen
Læs mere
Foto: HANDOUT

Det kommer næppe bag på nogen, at der er mange penge i at sælge forskellige former for cannabis såsom hash og marihuana, men ofte sker det på illegale markeder. Det amerikanske konglomerat Privateer Holdings er dog godt i gang med at gøre stofferne til en stor og legal forretning.

Således har selskabet, der benytter den afdøde reggae-musiker og marihuana-glade Bob Marleys navn i markedsføringen af sine produkter, netop rejst 75 mio. dollar (512 mio. kr.) i finansiering, så selskabet nu er oppe på 82 mio. dollar i alt. Ifølge reserchfirmaet CB Insights er det historiens største finansieringsrunde for en cannabis-sælgende nyopstartet virksomhed.

Det skriver nyhedsmediet Quartz.

Konglomeratet Privateer Holdings består udover Marley Natural, der i 2014 indgik en 30-årig licensaftale med Bob Marleys familie om at bruge hans navn på produkterne, også af internetsitet Leafly, hvor brugerne kan anmelde marihuana, samt behandlingsstedet Tilray beliggende i den vestlige canadiske stat British Columbia.

Tilray, der i øjeblikket behandler 3.500 personer medicinsk med marihuana, afventer de canadiske myndigheders godkendelse til at udvide faciliteterne, så Tilray kan producere mere end 100 pund (45 kg) medicinsk cannabis om ugen.

Privateer Holdings afslører ikke alle de nye investorer, der har skudt de 75 mio. dollar i selskabet, men ifølge Quartz er blandt andet enkelte formuende individuelle investorer, selskaber der repræsenterer familiefonde og to institutionelle investorer blandt investorerne.

Markedet for marihuana ventes ifølge Quartz at nå 10 mia. dollar (68,26 mia. kr.) i omsætning i 2018, og Privateer Holdings går da også efter en udvidelse. Konglomeratet har i øjeblikket 250 ansatte, men forventer at nå op på 500-1000 ansatte i løbet af i år. Konglomeratet vil derudover starte nye mærker og har i 2014 ansøgt om licens til at dyrke marihuana i Uruguay.