Handelsbanken i Danmark åbner ny filial efter godt regnskab

Foto: Phil Noble.
Læs mere
Fold sammen

Den danske afdeling af svenske Handelsbanken fik i årets tre første måneder et overskud på 230 mio. kr., hvilket er 8 pct. mere end i de første tre måneder af 2016.

Det samlede udlån voksede ligeledes med 8 pct. til 73,0 mia. kr. mod 67,8 mia. kr. i første kvartal sidste år, mens de samlede indtægter sneg sig op med 3 pct. til 435 mio. kr. mod 421 mio. kr. i perioden sidste år.

Det er fortsat god tilgang af nye kunder på både privat- og erhvervsmarkedet, der er med til at skubbe banken frem.

- Vi fortsætter en positiv forretningsmæssig udvikling med øgede forretningsvolumener. Der er et generelt højt aktivitetsniveau i banken. Udlån til privatkunder steg med 11 pct., mens udlån til erhvervskunder steg med 3 pct., siger Lars Moesgaard, der er administrerende direktør i Handelsbanken Danmark.

I forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet, oplyser banken, at det er besluttet at åbne en ny filial i Hørsholm.

- Den positive udvikling er drevet af tilfredse kunder, der sætter pris på kombinationen af vores lokale nærhed, gode digitale løsninger og storbankens styrker. Vi fortsætter med at styrke vores filialnetværk, blandt andet med en beslutning om at åbne ny filial i Hørsholm, siger direktøren i en kommentar til regnskabet.