Hackerangreb på bitcoin sænker prisen yderligere

Ripple, Bitcoin, Etherum og Litecoin. Fold sammen
Læs mere
Foto: Dado Ruvic/Ritzau Scanpix

Prisen på bitcoin falder efter et hackerangreb på den sydkoreanske udbyder af kryptovaluta Coinrail.

Det skriver South China Morning Post.

Coinrail bekræfter, at noget af dets kryptovaluta ser ud til at være blevet stjålet af hackere, men fortæller ikke hvor meget, der er blevet stjålet. Det skriver udbyderen i en meddelelse på sin hjemmeside.

Det eneste, som Coinrail fortæller om hackerangrebet, er, at kryptovalutaudbyderen samarbejder med efterforskere og andre vekslere af kryptovaluta for at finde gerningsmændene og skaffe pengene tilbage.

Søndagens hackerangreb har sænket prisen på bitcoin med op til 12 pct. og markerer tredjedagen for en faldende pris på kryptovalutaen. Prisen, der er faldet til 6840 dollar, er den laveste siden den 14. marts.

Bitcoinens fortsatte fald sammenlagt med søndagens hackerangreb betyder, at prisen på kryptovalutaen er faldet med 52 pct. i år.

Det centrale sikkerhedsproblem ved bitcoin består i, at pengene blot er repræsenteret ved en unik talkode. Skulle talkoden blive hacket, sidder ejermanden derfor tilbage med ingenting.

Coinrail fortæller også, at selskabet vil gennemgå sit system på grund af hackerforsøgene og har frosset sine andre kryptovalutaer.

/ritzau/FINANS