Vil man have en temperaturmåling på aktiemarkedet, er det snarere reglen end undtagelsen, at man kigger mod S&P 500.
Indekset, der består af de 500 største virksomheder på den amerikanske børs, er i år faldet med næsten 20 procent.
Inflation, rentestigninger og recessionsfrygt ligger til grund for nedturen. En nedtur, der ifølge investeringsbanken Goldman Sachs sagtens kan fortsætte.
For i en analyse kommer banken med et skrækscenarie, hvor indekset kan falde med hele 27 procent yderligere, skriver Market Watch.
Det vil ske i det tilfælde, at den amerikanske centralbank, FED, klodser rentebremsen endnu hårdere, end markedet i forvejen regner med. I scenariet sigter FED – for at tøjle den stadigvæk tårnhøje inflation på 8,3 procent – efter at få ledigheden op på seks procent.
Substantiel »slagside«
Hvis centralbanken går efter en mere moderat ledighed på fem procent, vil det resultere i et 14 procents fald for S&P 500. I august lød ledigheden på 3,7 procent.
»Hvis kun en alvorlig recession – og et skarpere FED-svar for at levere det – kan tøjle inflationen, er det sandsynligt, at slagsiden for både aktier og statsobligationer vil være substantiel, selv efter den skade, vi allerede har set,« lyder det ifølge Market Watch i Goldman Sachs analyse .
Inflationen i USA faldt til 8,3 procent i august efter at have toppet på 9,1 procent i juni.
I år har FED hævet styringsrenten af i alt fire omgange med 2,25 procentpoint. Onsdag ventes det, at centralbanken hæver renten med yderligere 0,75 procentpoint – potentielt med ét procentpoint.
Sker det, vil det bringe den ledende rente op på 3 eller 3,25 procent.
De amerikanske aktier har allerede haft en historisk hård start på efteråret.
Den blev cementeret torsdag, da logistikgiganten FedEx kom ud med en særdeles nedslående opdatering om udsigterne, hvilket også resulterede i et fald i selskabets aktiekurs på over 20 procent.