Grønne aktier i front

Præsident George W. Bush har talt Vestas, Danisco og Novozymes til vejrs med sin tale natten til onsdag, som bebudede lovende fremtidsudsigter for bioethanol.

Vestas er blæst til vejrs i C20 med dagens største stigning på 5,29 pct. til kurs 268,5.

Det er præsident George W. Bush, der har talt aktien til vejrs med sin tale til nationen natten til onsdag, hvor han redegjorde for vedvarende mål for energi, der skal nedbringe landets afhængighed af olie.

Her fremlagde George W. Bush en plan om at skære 20 pct. i USAs forbrug af benzin frem til 2017 ved hjælp af blandt andet bioethanol.

Ligeledes er talen kommet de to andre 'grønne' aktier i C20 til gode, og i skrivende stund handles Danisco til kurs 457, svarende til en stigning på 0,77 pct, mens Novozymes handles til kurs 528, svarende til en stigning på 1,34 pct.

A. P. Møller - Mærsk sejler fremad med en stigning på 2,84 pct. til kurs 58.000. Fremtiden ser lys ud i de kommende to år for rederigiganten, mener Gudme Raaschou Bank, der primært ser containerdivisionen og APM Terminals, som lyspunkterne.

Gudme Raaschou har derfor ændret sin anbefaling til "køb" fra tidligere "reducer" med et kursmål på 66.500 kr.

DSV kan notere en stigning på 1,19 pct. til kurs 1.024. Selskabet er kommet i søgelyset hos kapitalfondene, som ser transportkoncernen som en lækkerbisken. Det skriver RB-Børsen med henvisning til topchef Kurt Larsens udtalelser ved VL Døgnet 2007 om, at DSV løbende får tilnærmelser fra forskellige kapitalfonde, der vil købe hele eller dele af virksomheden.

DSV er en af de større danske virksomheder, der typisk nævnes af analytikere som et muligt mål for opkøb, og dette har været med til at drive aktiekursen i vejret i flere perioder.