Grøn bølge ventes at fortsætte på Wall Street med Apple i fokus

Foto: RICK WILKING

Mangemilliardæren og investoren Warren Buffett kan om nogen rykke ved et selskabs aktiekurs. Og det ser ud til, at han fortsat mandag kan hive kursen på en Apple-aktie op.

Apple stiger med 0,5 pct. i formarkedet, efter at Buffett i fredags meddelte, at han havde sat endnu flere penge i koncernen bag iPhones. I første kvartal i år har milliardæren købt 75 mio. Apple-aktier for op til 87,5 mia. kr. (11-14 mia. dollar) ifølge Bloomberg News.

Det fik Apple i rekord, og aktien steg fredag med 3,9 pct.

Samlet ventes de ledende indeks at starte ugen med plusser på mellem 0,3-0,6 pct., efter at S&P 500-indekset fredag steg med 1,3 pct., mens Nasdaq gik op med 1,7 pct., og Dow Jones-indekset lukkede med et plus på 1,4 pct.

Også Starbucks kan være med til at varme op under den positive stemning, da schweiziske Nestlé i kontanter har betalt 7,15 mia. dollar får at få lov til at sælge Starbucks kaffe globalt. For det lader ikke til, at George Clooneys retoriske spørgsmål i reklamen for kaffe: "Nespresso - what else?" holder længere, da kunderne i højere grad er gået over til at drikke kaffe fra Starbucks.

Den amerikanske kaffeproducents brand er 44 mia. dollar værd ifølge Branz Global 2017, skriver Bloomberg News. Og det skal være med til at løfte salget i Nestlé, at selskabet nu får lov til at markedsføre Starbuck produkter fra bønner til kapsler.

Og så har Blackstone Group ligeledes åbnet for tegnebogen og vil købe ejendomsselskabet Gramercy Property trust for den nette sum af 7,6 mia. dollar.

Blackstone vil betale 15 pct. mere end lukkekursen i fredags, skriver Bloomberg, og det får aktien til at stige med 15,9 pct. i formarkedet.

Tendensen med at folk handler mere og mere online, har fået efterspørgslen på lagerplads til at stige. Og det er netop den type af ejendomme, som Gramercy gør sig i. Handlen ventes at blive afsluttet i løbet af andet halvår 2018.

/ritzau/FINANS