Greentech anker påtale

Vindenergiselskabet Greentech har prompte valgt at anke en påtale, det fredag blev tildelt af fondsbørsen for ikke at have overholdt oplysningspligten.

Vindenergiselskabet Greentech har prompte valgt at anke den påtale, det fredag blev tildelt af fondsbørsen for ikke at have overholdt oplysningspligten. I en fondsbørsmeddelelse forklarer selskabet, at det har sendt forklarende breve til børsen den 6. og 8. januar, hvilket ikke har ændret på fondsbørsens vurdering.

Derfor har det Herlev-baserede firma valgt at indbringe påtalen til Finanstilsynet for revurdering.

Striden drejer sig om Greentechs vindmøllepark på Sicilien, Energia Verde, som var stoppet i et par måneder på grund af en driftsinspektion. Det oplyste Greentech først i deres delårsrapport, og dermed gjorde selskabet sig skyldig i at tilbageholde potentielle kurspåvirkende informationer fra markedet, lyder fondsbørsens argument.

Greentech anfører i sin begrundelse for at indklage påtalen, at driftsstoppet var dækket af selskabets forsikring, hvorfor det ikke havde økonomisk effekt på regnskaberne i 2008.