GreenMobility – ny aktie med stort potentiale og kæmpe risiko

Et nyt selskab er på vej på den mindre First North-børs. GreenMobility, der stiller ­elbiler til rådighed i København, har hastet børsplanerne igennem, og mulige investorer skal indstille sig på en aktie med stor risiko.

GreenMobility stiller 400 eldrevne biler til rådighed i Storkøbenhavn. På sigt skal konceptet udbredes til mange andre europæiske storbyer, siger storaktionæren Henrik Isaksen. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen
Læs mere
Fold sammen

De, der overvejer at købe aktier i delebil­selskabet Green Mobility, risikerer at få mindre søvn om natten, med mindre de er vant til meget, meget ­spekulative investeringer. For selv om mulighederne for Green Mobillity kan ­være store, tegner det til, at den nye notering vil ­indeholde betydelig risiko.

Selskabet meddelte mandag, at ejerne med bestyrelsesformand Henrik Isaksen i spidsen arbejder på en børsnotering. Kilder siger til Berlingske, at målet er at hente omkring 50 mio. kr. – penge, som primært skal findes blandt private investorer. Derimod er målet ifølge ­oplysningerne ikke at hente kapital hos store pensionskasser som f.eks. ATP og PFA.

Det er blot fem måneder siden, at de første biler fra GreenMobility kom på gaden. ­Selskabet havde ved udgangen af marts 7.000 kunder, som i sidste måned kørte 15.000 ture. Men om det er en god forretning, er endnu uklart, og det kommende prospekt vil sandsynligvis indeholde meget lidt information om det lang­sigtede potentiale.

»Vores driftsår begyndte først i november, fordi vi testkørte bilerne i oktober. Det er rigtigt, at det derfor er ret beskedent, hvad vi har af tal,« Henrik Isaksen, der sidder på 90 pct. af aktierne.

De øvrige aktier er ejet af den tidligere ­finansdirektør i Carlsberg Jørn P. Jensen med fem pct. og ledelsen, der har de sidste fem pct.

Pengene fra børsnoteringen skal bruges til at vokse yderligere i København, og siden vil selskabet kigge på andre byer i Europa. Isaksen siger, at mellemstore europæiske byer er mest oplagte og siger, at eksemplvis Liverpool er mere oplagt end London.

Ikke tid til fedtspil

Angivelig er planerne om en børsnotering besluttet for kort tid siden. Men Isaksen siger, at GreenMobility har travlt, fordi det gælder om at være blandt de første på de mange nye markeder for deleøkonomier, som opstår i ­øjeblikket.

»Vores intention er at skaffe kapital nu, ­fordi vi ved, at vi ikke skal sidde og fedtspille i ­København i tre-fire år. Vi er simpelt hen nødt til at komme ud med en vis form for hastighed, hvis vi skal udnytte det marked, der er i dag,« siger Isaksen.

De, som skal købe aktierne, vil vel gerne vide, hvor gode I er til at tjene penge. Hvordan er jeres erfaringer siden november?

»Jeg kan fortælle så meget, at vi i marts har haft over 15.000 ture. Det er seriøst mange for en nystartet virksomhed. Vi har på nuværende tidspunkt omkring 7.000 kunder,« siger ­Henrik Isaksen.

Ser du større risiko ved den her investering end ved f.eks. at købe aktier i en C20-virksomhed?

»Jo, det er der vel. Men jeg må sige, at i min karriere har jeg ikke oplevet en hastighed, som den her virksomheder har rykket på.«

Hvad er årsagen til, at I ikke får en investor ind og venter med en børsnotering?

»Det har mange også forsøgt at overbevise mig om. Men jeg har sagt nej, fordi jeg vil have Nasdaq-stemplet. Når vi er ude i den store ­verden, er det nemmere at være børsnoteret, og samtidig giver den her eventuelle børs­notering en frygtelig masse opmærksomhed.«

Henrik Isakson og andre aktionærers andele vil blive udvandet ved den kommende børsnotering, men i hvilket omfang vil Henrik­ ­Isakson endnu ikke afsløre. Også tidsplanen for noteringen er indtil videre hemmelig. ­Ifølge Berlingskes oplysninger er planen dog, at børsnoteringen finder sted inden sommerferien.