Green Wind Energy har tabt kapitalen

Green Wind Energy vurderes at have tabt sin egenkapital og ventes taget under konkursbehandling.

Foto: EMMANUEL DUNAND
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det konkluderer de ansvarlige for en rekonstruktionsplan for selskabet, advokat John Sommer Schmidt og statsautoriseret revisor Henry Heiberg.

- På baggrund af de foreliggende oplysninger om selskabet er det rekonstruktørens vurdering, at egenkapitalen i selskabet må anses for at være tabt, oplyses det i beskrivelsen af forslaget til en rekonstruktionsplan.

Formålet med rekonstruktionsbehandlingen er at afdække mulighederne for at rekonstruere selskabets virksomhed i form af et salg af hele eller dele af virksomheden. Ifølge de ansvarlige for rekonstruktionsplanen ender det dog formentlig med en konkurs for det børsnoterede vindmølleselskab.

- Selskabets egentlige aktivitet er via en datterselskabsstruktur at eje ejerandele i tyske vindenergiselskaber, og målet for rekonstruktionen er at sikre værdien af disse. Dette forventes mest hensigtmæssigt at kunne gøres ved et frasalg af datterselskabet. Således forventes koncernens virksomhed ikke at blive videreført i det nuværende holdingselskab, og efter frasalg af virksomheden er det forventningen, at Green Wind Energy A/S tages under konkursbehandling, hedder det i forslaget til rekonstruktionsplanen.

Aktien i Green Wind Energy sluttede tirsdag i kurs 1,9, svarende til en samlet markedsværdi af selskabet på 31 mio. kr. Green Wind Energys aktiver har senest været opgjort til 110 mio. kr. Ifølge den statsautoriserede revisor, der er udpeget til regnskabskyndig tillidsmand i rekonstruktionen, er den reelle værdi af aktiverne dog næppe mere end 180.000 kr.

Ud over det børsnoterede Green Wind Energy er også datterselskaberne GW Renewables A/S, GW Management A/S, Green Wind Invest A/S og Green Wind A/S under rekonstruktionsbehandling.