Græske bankaktier bløder fortsat

For tredje dag i træk er der læsterlige klø til de græske aktier onsdag, og igen er det særligt bankaktierne, der får tørre krustæsk.

For tredje dag i træk er der læsterlige klø til de græske aktier onsdag, og igen er det særligt bankaktierne, der får tørre krustæsk. Fold sammen
Læs mere
Foto: ANGELOS TZORTZINIS

Lige siden resultatet af søndagens parlamentsvalg i fetaens hjemland blev kendt, er nervøsiteten omkring Grækenlands fremtid i eurosamarbejdet vokset, og det har smittet af på statsrenterne og aktierne i landet.

Onsdag over middag falder det græske ASE-indeks med 6,2 pct., og endnu engang er bankaktierne helt i bunden. Piraeus Bank falder med 21,3 pct., National Bank of Greece dykker 19,9 pct., Alpha Bank sætter sig 17,8 pct., og det samme gør Eurobank Ergasias

Onsdag har Grækenlands nye premierminister, Alexis Tsipras, pustet lidt mere til ilden ved at udtale, at grækerne vil kæmpe hårdt for "en holdbar, retfærdig aftale med EU, der vil gavne begge parter."

- Vores administration står for "national frelse." Vi er parate til at bløde for vores sag, siger den nye regeringschef ifølge tyske DPA ved det indledende regeringsmøde.

Ifølge Financial Times udtaler Alexis Tsipras desuden også, at hans nye regering ikke "må skuffe de vælgere, der har givet den mandat," og at regeringen har tænkt sig at ændre "måden, som politik føres og administrationen drives i Grækenland, radikalt."

Siden søndagens parlamentsvalg er det græske ASE-indeks faldet med samlet 13,1 pct.