Græske aktier ligger i toppen af Europa

Der er græske aktier i toppen af Europas aktiemarkeder tirsdag formiddag. Både det samlede græske indeks og enkeltaktier klarer sig nærmest formidabelt sammenlignet med den øvrige del af kontinentet.

Læs mere
Fold sammen

Det sker, efter at grækerne tirsdag morgen har afleveret den længe ventede liste med forslag til økonomiske reformer, som er et krav, for at landet kan få forlænget den eksisterende lånepakke med fire måneder som ønsket og aftalt med landene i eurogruppen.

I toppen af det brede europæiske Stoxx 600-indeks ligger de fire græske banker National Bank of Greece, Alpha Bank, Piraeus Bank og Eurobank Ergasias, der alle stiger 10 pct. eller mere. Derefter følger det græske teleselskab Hellenic Telecommunications, der stiger knap 9 pct. og det græske bettingselskab OPAP, som stiger godt 8 pct.

Det græske ASE-indeks stiger godt 6 pct. til et niveau på lige over 908.

Også de græske renter falder. Den tiårige græske rente falder 28 basispoint til 8,6 pct. - et niveau, der ikke er set lavere siden i slutningen af januar.