Gode nøgletal vil bidrage til positiv åbning

Aktiefutures har ligget i højere territorium det meste af dagen, men stigningerne blev udbygget efter uventet gode nøgletal for boligbyggeri og ugentlige nytilmeldte ledige.

Læs mere
Fold sammen

Onsdag lukkede de amerikanske aktier uens med Dow Jones-indekset 0,2 pct. lavere og Nasdaq tilsvarende højere. Det brede S&P 500-indeks lukkedes stort set uændret.

Futures indikerer stigninger på i størrelsesordenen 0,3-0,5 pct. fra åbningen torsdag.

Før børstid kom der tunge regnskaber fra Citigroup og Bank of America.

Citigroup skuffede med regnskabet for fjerde kvartal, der ellers bød på et overskud på 1,2 mia. dollar. Indtjeningen per aktie løb op i 69 cent før særlige poster, hvilket var under forventningerne ifølge Bloomberg på 96 cent. Efter særlige poster havde Citigroup en justeret indtjening på 38 cent per aktie. Også indtægterne var lavere end ventet, da de landede på 18,66 mia. dollar mod estimeret 18,92 mia. dollar af analytikerne ifølge Bloomberg.

Citigroup ligger 3,5 pct. lavere i formarkedet i godt 41 dollar - efter onsdag at være faldet 0,2 pct.

Bank of America kom igennem fjerde kvartal 2012 lidt under analytikernes forventninger på omsætningen, men bedre på indtjeningen per aktie. Analytikerne havde ifølge Bloombergs estimater ventet en justeret indtjening per aktie på 20 cents per aktie, men opgørelsen viser, at resultatet - eksklusive "nogle poster" - endte på 29 cents per aktie. Den justerede omsætning - indtjeningen på bankens samlede aktiviteter - var på 19,6 mia. dollar i fjerde kvartal, hvor analytikerne ifølge Bloomberg havde ventet en omsætning på 21 mia. dollar.

Bank of America sætter sig 1,5 pct. i formarkedet til 11,60 dollar efter at være steget et par procent onsdag.

Boeing belastes fortsat af flere flyselskabers grounding af selskabets pryd -787 Dreamlineren. All Nippon Airways og Japan Airlines er blandt de største. Der udbrød brand i to af flytypen tidligere på ugen muligvis i flyets batterier.

Aktien falder i formarkedet 1,9 pct. til 72,93 dollar efter onsdag at være faldet 3,4 pct.