GN Resound/IR: Fyringer rammer bredt

Læs mere
Fold sammen
Det bliver stort set samtlige afdelinger i GN Resound, der må afskedige medarbejdere i den omstruktureringsplan, GN Resound-direktør Mike Van der Wallen mandag præsenterede for sine medarbejdere i den danske høreapparatkoncern. Det oplyser IR-chef, Jens Bille Bergholdt, til RB-Børsen.

- Det er globalt og bredt over alle funktioner. Vi har jo set et høreapparatmarked, der er gået fra tidligere at vokse 5-6 pct. til at være fladt til svagt positivt her i slutningen af sidste år. Så det her er en gardering for, at verden har ændret sig og er blevet mere usikker, siger Jens Bille Bergholdt.

Han oplyser, at en betydelig del af de godt 200 medarbejdere, der på globalt plan vil miste jobbet i sparerunden, er danskere. Men de danske medarbejdere udgør dog under halvdelen af de samlede afskedigelser, understreger han.

GN Resound oplyser, at dette er første skridt i et forsøg på at reducere omkostningerne - og samtidig varsler koncernen, at der i løbet af 1. kvartal i år vil komme yderligere initiativer for at reducere omkostninger og arbejdskapital.

Jens Bille Bergholdt vil dermed ikke udelukke, at der kan komme flere fyringer i løbet af kvartalet.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )