Glunz & Jensen nedlægger produktion, fyrer og nedjusterer

Læs mere
Fold sammen
En lavere end forventet ordreindgang i de sidste måneder af 2008 og en mærkbar konjunkturpåvirkning af den grafiske industri påvirker udsigterne for den grafiske koncern Glunz & Jensen negativt for den kommende periode. Udviklingen betyder, at koncernen lukker produktionen i Danmark og 30 ansatte i Ringsted afskediges.

- Glunz & Jensen har igangsat initiativer, der skal medvirke til at sikre, at selskabet opretholder en positiv indtjening. De væsentligste initiativer er flytning af produktion til Glunz & Jensens fabrik i Slovakiet samt indstilling af produktion med lav volumen, oplyser koncernen.

Initiativerne ventes at få en positiv effekt fra begyndelsen af næste regnskabsår, og vil få fuld effekt fra begyndelsen af andet kvartal 2009/2010.

Forventningerne til regnskabet for 2008/09 nedjusteres. Omsætningen ventes nu at blive 350-375 mio. kr. mod 433 mio. kr. i 2007/08 og tidligere ventede ca. 400 mio. kr. EBITA ventes bl.a. som følge af ikke planlagte fratrædelsesgodtgørelser at udgøre 0-5 mio. kr. mod 3,5 mio. kr. i 2007/08 og mod tidligere ventet 5-10 mio. kr.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )