George Soros satser milliarder på aktienedtur i USA

Den amerikanske storinvestor George Soros satser via sin hedgefond markant på, at aktierne i USA skal falde.

George Soros, Bestyrelsesformand. Fold sammen
Læs mere
Foto: PAUL J. RICHARDS

Soros Fund Management har i fjerde kvartal mere end fordoblet sin satsning på, at det toneangivende S&P 500-indeks vil lide tab. I hvert fald har hedgefonden købt massivt ind i såkaldte put-optioner for indekset, der gør det muligt at sælge værdipapirer til en bestemt pris i en periode. Investeringer i put-optioner ses derfor generelt som et tegn på, at investorer satser på kursfald.

Siden tredje kvartal har hedgefonden øget sin beholdning af optionerne til 1,3 mia. dollar fra omkring 470 mio. dollar, skriver Wall Street Journal på sin hjemmeside.

Det er omkring 28 måneder siden, at der har været en reel korrektion af S&P 500-indekset. I år er indekset faldet omkring 0,5 pct.

Soros Fund Management kan have tilkøbt eller solgt put-optioner siden årsskiftet, men tallene offentliggøres kun hvert kvartal.

/ritzau/FINANS